Copenhagen Benchmark (CB) satte ny rekord for en måned siden, hvorefter kurserne faldt. Vi venter nu på markedets beslutning om, hvorvidt optimismen er stærk nok til at løfte kurserne til en ny rekord.
Efter CB den 14. maj toppede i 1531 faldt indekset med 3,5% i løbet af de næste to uger, og det er derfra den aktuelle stigning startede. Den har endnu ikke bragt CB tilbage til toppen for en måned siden, men som vi har illustreret med den røde linje i øverste figur i venstre spalte, har de to kursbunde siden da været stigende.
Det er et godt signal om styrke, og vi betragter der derfor som sandsynligt, at CB i løbet af juni vil indlede endnu et angreb på den grænse ved 1530, som det hverken lykkedes at bryde i oktober 2017 eller i maj 2018.
Der er naturligvis ikke nogen garanti for, at det sker i juni, men den underliggende styrke i markedet til at skabe et sådant gennembrud er tilstede p.t. Det ser vi af nederste figur i højre spalte, hvor RSI14-grafen holder sig i intervallet 40-80, som er defineret som ”uptrend-intervallet”.
Det betyder, at markedet på kort sigt godt kan have svage perioder, men at de hurtigt mere end udlignes af endnu stærkere perioder. CB’s fald på 3,5% efterfulgt af en ny stigning kan vise sig at blive et eksempel herpå.
Inden begejstringen løber løbsk, bør man dog bemærke, at investorerne tilsyneladende har glemt at vurdere aktiekurserne ud fra klassiske dyder, som eksempelvis at sætte et selskabs forventede indtjening i forhold til prisen på selskabet.
Stemningen på aktiemarkedet begynder at minde om et hazardspil, hvor ordet ”vækst” berettiger enhver aktiekurs. I sådan et spil er der altid nogen, som ender med Sorteper.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her