Stigende udenlandsk fokus på, at danske toplederes samlede aflønning skal modsvare præstationerne, og at der skal være gennemsigtighed omkring sammenhængen, vil de næste år lægge et voldsomt pres på bestyrelserne i C20-selskaberne. Det er ikke nogen hemmelighed, at mange selskaber fortsat ikke oplyser om individuel fast aflønning for hver enkelt direktør. Men det er ikke det største problem. Det handler nemlig om, at de udenlandske investorer lægger stigende vægt på det, der kaldes ”pay-for-performance”.
Heri ligger, at en topchef kun skal have bonus og/eller optioner, hvis ledelsespræstationen rent faktisk kan retfærdiggøre det. Og ”retfærdiggøre det” handler om, at topledelsen har gjort det bedre end et gennemsnit af de nærmeste konkurrenter.
Problemet herhjemme er altså to-delt: For det første er det fortsat fuldstændig tåget i de fleste selskaber, hvilke konkrete målepunkter der anvendes, når det skal beregnes, om topchefen skal have bonus eller tildeles optioner. For det andet skal der være klarhed om, at disse målepunkter relateres til performance hos de nærmeste konkurrenter.
