Efter grundige undersøgelser af den australske storbank Macquarie vurderer MP Pension nu, at selskabet ikke længere overtræder MP Pensions politik for ansvarlige investeringer. Det MP Pension i en opdatering.
Det sker efter indgående undersøgelser og interviews med bankens topledelse og relevante medarbejdere. Macquarie tager i dag kraftigt afstand fra adfærden i 2011 og samarbejder med de tyske myndigheder om en opklaring og afgørelse i sagen. Samtidig har Macquarie efter alt at dømme ikke har været involveret i lignende sager siden 2011. Selskabet har derudover vedtaget en ny skattepolitik, der forbyder selskabet at finansiere eller på anden vis deltage i spekulation med udbytteskattebetalinger.
”MP Pension har haft en tæt og konstruktiv dialog med Macquarie siden oktober 2018 og vi er blevet betrygget i, at Macquarie er andet sted i dag hvad angår deres skattepraksis. Derfor har vi besluttet at ophæve karantænen”, siger investeringsdirektør i MP Pension, Anders Schelde.
MP Pension vil fortsat holde et skarpt øje med selskabet for at sikre, at selskabet samarbejder konstruktivt med myndighederne om sagen fra 2011, der omfatter mange andre selskaber end Macquarie.
”Et fremtidigt samarbejde med Macquarie forudsætter, at de til fulde lever op til deres udmeldinger om, at skattespekulation ikke længere er en del af deres forretning, og at banken fortsat samarbejder med myndighederne om opklaringen af den verserende retssag og betaler eventuelle bøder eller forlig i den forbindelse”, forklarer Anders Schelde.
MP Pension har aktier i Macquarie for 29 millioner kroner og godt 800 millioner i infrastruktur investeringer forvaltet af Macquarie.
https://mppension.dk/nyheder/mp-pension-ophaver-karantanen-af-macquarie2/