Ugens stærkeste og svageste erhvervsdækning

Problemer forude for Topsøe: “Hvis jeg ikke var helt overbevist om, at min farfar havde villet det her, så havde det været enormt svært for mig at gøre det.” Sådan udtaler Jakob Haldor Topsøe, formand for holdingselskabet bag koncernen Haldor Topsøe, i Børsen , som giver ham spalteplads til at efterlyse en investor, idet han samtidig lokker med en måske kommende børsnotering af selskabet.

Læseren må så spørge sig selv: Håber jeg, det bliver mit pensionsselskab, der kommer med pengene? Svaret kan være ja eller nej, men det bør i hvert fald trække ned i prisen, at selskabets formand tager pejling efter, hvad han tror, en for længst afdød mand ville have ment om situationen. Det er naturligvis en meget forståelig veneration, formanden udviser, men selskaber må ledes af de levende, som efter bedste, egne evner vurderer, hvordan man skal løse opståede problemer – in casu at koncernen har måttet opgive at skabe vækst på egen hånd. I øvrigt ros til Børsen. Topsøe får som nævnt spalteplads, og meget af den, formentligt efter at et kommunikationsbureau har ”solgt” historien. Men avisen har foldet den rigtig godt ud, så det ikke bare bliver gratis markedsføring.

En dårlig høst: I 1982 var høsten god. Det kom til at indgå i samfundsdebatten, fordi Poul Schlüter samme år blev statsminister, og hans politiske modstandere skumlede over, at det på den måde var rent held, at økonomi og nøgletal helt fra starten blev bedre. Sådan var det indtil for få årtier siden: Udsigterne for årets høst var meget nærværende, også for dem, der boede i byerne. I dag glemmer vi ofte denne faktor, men den er stadig vigtig for dansk økonomi.

Kaster man et blik på kornmarkerne, når man kører forbi dem, er de store pletter af misvækst, efter den usædvanligt varme og tørre forsommer, således et varsel om problemer forude. De mest trængte landmænd vil gå konkurs, bankerne vil tabe penge, og det samme vil alskens leverandører til landbruget. Ifølge Børsen onsdag har Landbrug & Fødevarer estimeret det foreløbige tab til 6 mia. kroner. Også vi hos de andre medier må i gang med at sætte sig os ind i landbrugsstoffet, for selv hvis tabet holder sig til de 6 mia. kroner, er det på grund af de afledte effekter langt mere alvorligt, end når f.eks. en aktie taber et tilsvarende beløb i værdi.

Formål og hykleri: På dansk grund går Carlsberg foran i den globale trend med, at virksomheder igen lægger vægt på deres vision – altså det egentlige formål med virksomheden, ud over at tjene penge. Carlsberg har også noget at trække på fra sin historie. Nok er dets produkt vulgært i ordets oprindelige forstand, men stifterne gik som bekendt højt op i, at overskud skulle bruges til at højne civilisationen gennem investeringer i forskning og kultur. Men når man slår sig op på ideelle motiver, må man også være konsekvent, og her er den øverste ledelse i bryggeriet tilsyneladende gået galt i byen.

I hvert fald har Berlingske prisværdigt kunnet afdække, hvordan Flemming Besenbacher, formand i både selskabet og hovedaktionæren Carlsbergfonden, har taget sig selv særdeles godt betalt. Foruden sit dobbelte formandshonorar har han blandt andet fået en up front-betaling på 4 mio. kroner til sit pensionsdepot, allerede inden han tiltrådte – en ordning, som Erhvervsstyrelsen, der er myndigheden for fonde, har insisteret på ikke skal gentages for kommende formænd. Det er forbløffende, at så mange erhvervsledere har svært ved at forstå, at deres troværdighed ender samme sted, som tyndt øl ultimativt gør, når de benytter deres position til at skaffe sig selv eksorbitante lønninger, som der ikke er noget åbenbart forretningsmæssigt belæg for.

Troværdighed til salg: Også for os i medierne er der en pris for grådigheden. Børsen kunne f.eks. torsdag fortælle om, hvordan Line Baun Danielsen og Mascha Vang var kommet for skade at skrive betalte blogindlæg, hvor de roser tjenesten Dubli, som nu er kommet under anklage for reelt at være et pyramidespil. At de to bloggere mener, de selv er ført bag lyset, ændrer ikke det store. Har man solgt ud af sin troværdighed, kan man ikke bare lige købe den tilbage.