Klimarådet præsenterer idag kl 10.00 sin rapport “Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion – Retning og tiltag for de næste ti års klimaindsats i Danmark.” Rapporten skal benyttes i regeringens arbejde med at nå 70 procent reduktionsmålet.
I rapporten vurderer Klimarådet, hvordan vi bedst kan nå 70-procentsmålet i 2030 og giver konkrete anbefalinger til, hvilke tiltag der skal i brug for at nå i mål. Rapporten har både fokus på de såkaldte omstillingselementer, som er de konkrete ændringer i teknologier og adfærd, der skal drive omstillingen mod et samfund med færre udledninger af drivhusgasser, og på de politiske virkemidler, som skal realisere de forskellige omstillingselementer.
Klimarådet sætter også et delmål for reduktionerne i 2025. For at nå 70-procentsmålet i 2030 skal omstillingen hurtigt i gang, og målet i 2025 skal derfor ses som en indikator for, om klimaindsatsen er på rette spor.
I forbindelse med offentliggørelsen af Klimarådets rapport Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion – Retning og tiltag for de næste ti års klimaindsats i Danmark afholdes pressemøde mandag den 9. marts kl. 10.00-11.00, hvor Klimarådets formand Peter Møllgaard sammen med de øvrige rådsmedlemmer vil præsentere rapportens hovedkonklusioner og anbefalinger.










