Højt afkast og ansvarlighed kan og skal gå hånd i hånd i MP Pension, men der er fortsat mange knaster og dilemmaer, når vi skal få medlemmernes pensionsformue til at vokse på ansvarlig vis, oplyser MP Pension.
Her er fire eksempler på nogle af de dilemmaer, MP arbejder med som en ansvarlig investor, i følge MP selv:
Dilemma 1: Sorte eller grønne investeringer
MP Pension har et mål om at investere mindst 12 procent af formuen i klimavenlige investeringer inden 2030. Gode, grønne investeringer tager tid, hvis de ikke skal koste på afkast og øge risikoen for udsving i formuen.
Tidligere var målet mindst fem milliarder kroner ved udgangen af 2022. Det har vi nu øget til forventet mindst 25 milliarder kroner i 2030. Vi investerer så grønt og hurtigt, vi kan, uden at sætte den økonomiske ansvarlighed over styr. Og vi kommer løbende til at undersøge, om der er muligheder, vi ikke har afsøgt godt nok endnu.
Dilemma 2: Frasalg af olieobligationer
MP Pensions investeringsafdeling har regnet på tallene og rådgivet bestyrelsen om spørgsmålet om frasalg af olieobligationer. Bestyrelsen har konkluderet, at det ikke afkastmæssigt giver mening at sælge olieobligationerne fra på nuværende tidspunkt, da de ikke er afkastmæssigt truet i samme grad som aktierne.
Et frasalg ville samtidig have væsentlig negativ indvirkning på MP Pensions kreditforvaltning. Aktierne i olieselskaber kan dog fortsat sælges fra. Obligationer i selskaber, der udvinder kul og tjæresand, bliver også solgt fra, da det ikke indebærer en uacceptabel risiko.
Vi vil løbende vurdere, hvad der skal til for fortsat at investere i tråd med den globale klimaaftales målsætninger om at holde den globale temperaturstigning så tæt på 1,5 grader som muligt og samtidig skabe et højt afkast.
Dilemma 3: Fonde i skattely
MP Pension har i 2019 styrket indsatsen for at modarbejde selskaber, der laver skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning. Der er væsentlige huller i det internationale skattesystem, som selskaber – ofte helt lovligt – kan udnytte til at nedbringe deres skattebetalinger.
Det gælder også en række selskaber i vores portefølje, som vi går i dialog med for, at de skal øge gennemsigtigheden om deres skatteforhold og efterleve ikke bare lovens bogstav, men lovens ånd. Det ville påvirke både MP Pensions risiko og afkast i væsentlig grad, hvis vi fravalgte at investere i de mange selskaber, der er involveret i væsentlige skattekontroverser.
Et andet dilemma består i, at unoterede fonds-investeringer i dag ofte foregår gennem holdingselskaber i lande, der af nogle investorer benyttes som skattely, mens andre investorer – som MP Pension – benytter disse af legitime årsager. Derfor vælger vi fortsat at investere i fonde placeret i lande, som er nødvendige for at få adgang til attraktive investeringer til gavn for vores medlemmer, hvis landene ikke er sortlistet af EU eller OECD.
Dilemma 4: Investeringer i Kina og Rusland
For at investere ansvarligt har MP Pension besluttet at ekskludere lande, som systematisk overtræder menneske-rettighederne, herunder Saudi-Arabien og Iran. I alt er der nu 35 lande på eksklusionslisten.
Rusland og Kina udgør dog et dilemma. Det er velkendt, at landene systematisk overtræder menneskerettigheder, men de er så store og vigtige fra et investeringsperspektiv, at MP Pension vanskeligt kan undvære dem.











