Trumps handelskrig bør gengældes prompte

Trumps hjemlige politiske problemer hober sig op, og flere og flere af hans tidligere nære medarbejdere begynder at samarbejde med Robert Muellers undersøgelseskommission. Og den amerikanske økonomi boomer på kort sigt via republikanernes store ufinansierede finanspolitiske lempelse. I samme åndedrag har Donald Trump gjort det klart for verden, at han vil have en handelskrig, skriver Jacob Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute for International Economics i denne analyse.

Trumps formål er helt klart at aflede opmærksomheden fra egne problemer fordi Trump i årtier har været overbevist protektionist. Hans selvdestruktive handelspolitik giver ikke resten af verden noget valg, andet end at gøre gengæld.

For det første er det klart, at verden ikke er på vej tilbage til situationen i 1930´erne. Alle lande indfører ikke toldmure mod alle andre. Det er kun USA, som pålægger straftold og mange andre lande som gør gengæld. Det er altså ikke nogen global handelskrig, vi taler om, men snarere at USA i stigende grad bliver isoleret. Sagen er den, at resten af verden fortsætter liberaliseringen i højt gear. EU-Japan, EU-Mexico og TPP-11 uden USA er alle store frihandelsaftaler, som er kommet i stand som en direkte konsekvens af Trumps protektionisme.

For det andet må resten af verden gøre sig det klart, at det beklageligvis ikke kun er Trump, som i dag er protektionist i USA, men at handelshindringer rent faktisk er et af de emner, som har ganske stor opbakning også i det Demokratiske Parti. Utilfredsheden med den globale handel i USA skyldes i bund og grund, at WTO og Kina er blevet gjort til nemme politiske syndebukke for USA’s stigende indkomstulighed.

Men derfor skal man ikke tro, at Amerikas stigende protektionisme forsvinder selv. Heller ikke hvis Trump pludseligt blev tvunget til at trække sig tilbage. Derfor er det meget vigtigt, at resten af verden sender hele det amerikanske politiske system et klart signal om, hvor økonomisk kostbar protektionismen vil være for USA.

Hvis ikke man gør gengæld på den politisk mest smertefulde måde – altså ved direkte at forsøge at ramme eksportører i sving-stater og -distrikter her op til midtvejsvalget – risikerer man at fremtidige præsidenter og Kongresser i stigende grad også vil bruge Donald Trumps strategi. Resten er verden er nødsaget til at forsvare sig selv og det globale handelssystem.

Et særligt ansvar falder her på EU, verdens største handelspolitiske aktør, til at gengælde Trumps protektionisme. Der findes to mulige forklaringer på Trump’s nye protektionisme – en politisk og en strategisk. Politisk er det klart, at Trump (fejlagtigt) tror at protektionisme vil hjælpe nogen af de svingstater i midtvesten som han kan takke for at han vandt valget i 2016. Set i det lys, og grundet hans kampagneretorik mod amerikanske handelsunderskud, er Trump nød til at gøre noget dramatisk.

Sagen er nemlig, at den absurd ekspansive og uholdbare amerikanske finanspolitik givet vil drive forbruget, renterne og dollaren i de kommende år, hvilket sandsynligt vil øge det amerikanske handelsunderskud yderligere. Hvis det rent faktisk er den slags kortsigtede politiske kalkuler, som driver Trump er det klart at kun smertefuld økonomisk gengældelse fra resten af verden, højere inflation fra stigende import priser i USA og jobtab vil kunne få ham til at ændre kurs.

Trumps handelspolitisk kan dog også forklares strategisk, hvis man antager at målet er generelt at isolere USA’s økonomi, og gøre det fundamentalt uprofitabelt for multinationale virksomheder at eksportere til USA. Kigger man på Trumps faktiske krav i NAFTA forhandlingerne, så inkluderer de en 5-årig sunset-klausul samt krav om nøje amerikansk (ikke NAFTA) ’local content’ toldfritagelse.

Det kan kun ses som forsøg på reelt at underminere NAFTA som frihandelsaftale og de facto tvinge amerikanske og internationale virksomheder til udelukkende at forsyne det amerikanske marked via produktion lokaliseret i USA. Det giver også pludselig mening, at Trump begynder med at lægge sig ud med Canada – en af USA’s nærmeste allierede – da Canada er det land, hvor flest amerikanske fremstillingsvirksomheder har investeret for over $100 mia. i FDI.

Og naturligt nok gør det også Kina og EU til oplagte mål. Ganske som med den politiske forklaring er det klart, at kun gengældelse fra omverdenen vil kunne overbevise måske snarere de amerikanske vælgere om, at det er en økonomisk stupid idé for USA at forsøge at isolere sig fra resten af verden. Alt i alt er vi langt forbi tidspunktet, hvor fakta og rationalitet kan forventes at få Trump til at ændre kurs. Overtalelsesforsøg må derfor nu vige for strategisk økonomisk gengældelse.