Efter at Økonomisk Ugebrev for nylig afslørede, at der som følge af de seneste års rentefald sandsynligvis er opstået et hul i pensionssektoren på over 100 mia. kr., stilles der nu krav fra flere sider om en kulegravning af problemets omfang. Som beskrevet kan hullet betyde, at pensionsselskaber med pensionsgarantier ikke vil kunne leve op til de pensionsforpligtelser, de har over for deres kunder Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup mener, at det er vigtigt at få undersøgt, om der er pensionsselskaber, der får problemer med at udbetale den garanterede pension, hvis renteniveauet ikke stiger i de kommende år. Han foreslår, at Pensionskommissionen sættes til at undersøge problemets omfang – også for de danskere, der ikke har en garanti, og som derfor individuelt bærer risikoen for fald i pensionen.
Efter Bjarne Hastrups opfattelse er det ikke en løsning, at det er den enkelte pensionist, der går fallit, i stedet for pensionsselskabet. ”Pensionsopsparing er en meget langsigtet disposition, der forudsætter, at den enkelte har tillid til de løfter, der gives. Det er selskaberne og ikke mindst statens ansvar, at tilliden bevares, og at aftalerne overholdes. Hvis der i den aktuelle situation er tvivl om selskabernes solvens, bør staten fjerne denne usikkerhed, ligesom det var tilfældet for bankerne med bankpakkerne,” siger han. Ældre Sagen har 720.000 medlemmer.