Med start i morgen, torsdag den 2. august, iværksætter DSV et aktietilbagekøbsprogram, hvorunder der skal tilbagekøbes egne aktier for et beløb på op til 1200 mio. kr.
Programmet er usædvanligt ved sin korte løbetid på kun 2½ måned. Programmet udløber således allerede den 24. oktober. Med udgangspunkt i DSV-aktiens gennemsnitlige omsætning de seneste 12 måneder betyder det, at selskabets tilbagekøb af egne aktier i denne periode må forventes at udgøre mere end 10% af den daglige omsætning.
Det ligger indenfor vilkårerne for aktietilbagekøbet, som bl.a. indeholder en klausul om, at der på en børsdag “kun” må købes en mængde på op til 25% af den gennemsnitlige handlede mængde de seneste 20 dage. Men det er alligevel et bemærkelsesværdigt stort dagligt tilbagekøb, og det kan få en positiv kurspåvirkende effekt.