Hverken Nykredit, Danske Bank eller Handelsbanken ser rentestigning af betydning de kommende tre måneder. Yderpunkterne i prognosen for den tiårige rente de kommende tre måneder er mellem 0,25 procent og 0,40 procent. Det er dermed så beherskede mulige stigninger, at der i grove træk er udsigt til en uændret rente. Derimod ser Danske Bank i sin nyeste renteprognose den tyske tiårige rente stige lidt allerede inden sommerferien. Det er til trods for de annoncerede opkøb af statsobligationer fra ECB’s side. Danske Bank vurderer i prognosen, at de store ECB-opkøb kun vil presse renten ned for løbetider ud til fem år, og at vi for de lange løbetider vil begynde at få effekt af, at både vækst- og
inflationsforventningerne vil begynde at blive bedre. Det betyder dermed, at der på lidt længere sigt er udsigt til en stejlere rentekurve. Der begynder efterhånden at være et billede af, at de europæiske nøgletal er holdt op med at skuffe negativt.
For de danske lange renters vedkommende er der selvfølgelig en binding til de tyske renter, men herudover er der effekterne af pres eller ikke pres på valutakursen. Nationalbankens stop for udstedelser af statsobligationer vil fortsat være med til at holde den danske rente nede.
På et års sigt er der for alle tre finanshuses vedkommende forventninger om en lidt højere rente end det aktuelle niveau for de tiårige statspapirer. Forventningerne svinger mellem 0,60 procent og 0,80 procent, hvor Handelsbanken har opjusteret sin forventning fra tidligere 0,70 procent. Der er dog ingen af de tre finanshuse, der det kommende år ser den danske rente komme over den tyske rente.
Teknisk analyse på statsrenter
Efter rentens lodrette fald til 0,054 procent midt i februar steg den igen lige så hurtigt. Men stigningen standsede omtrent samme sted som efter det foregående forsøg på at komme tilbage efter et stejlt fald to uger tidligere. Nemlig omkring 0,280 procent. Dermed ser det ikke ud til, at renten har skiftet retning endnu, og vi forventer en ny bevægelse nedad.