Ugens stærkeste og svageste erhvervsdækning

WA: Er Danske Bank skurk eller syndebuk?

Tre historiske Danske Bank direktører, Emil Glückstadt, Peter Straarup og nutidens Thomas Borgen, har ladet sig fotografere foran det samme interiør i direktionskontoret i Holmens Kanal i København. Dermed signalerer de en kontinuitet i bankens historie. Men det er en kontinuitet, der også omfatter ”brud med samfundets normer” og ”aktiviteter, der måske ligger på den forkerte side af loven og uden tvivl er i konkflik med god moral og etik,” argumenterer professor Per H. Hansen på forsiden af Weekendavisen i sidste uge. Han går sobert til værks, og tror f.eks. ikke på, at hvidvaskningen af penge i den estiske filial er foregået i ond tro fra topledelsens side. I lederen i samme avis lægger chefredaktør Martin Krasnik derimod ikke fingrene imellem: Han opfordrer såvel Thomas Borgen som bestyrelsesformand Ole Andersen til at trække sig med det samme.

Inden det kommer så vidt, må man dog holde et kritisk øje på Per H. Hansens analyse. Lad os begynde med den mellemste af de tre nævnte direktører: Peter Straarup står bestemt tilbage med et ramponeret image efter finanskrisen. Han gik nærmest fra at være et orakel i dansk erhvervsliv til at fremstå som en uansvarlig amatør. Men en lovbryder var han altså ikke. Han brød heller ikke sin samtids etik, for såvel husholdninger som virksomheder foretog i 00’erne i stor stil dispositioner, der set i bakspejlet var alt for risikable.

Det er lidt samme historie med Glückstadt. Hans forsyndelse var, at han sminkede regnskaberne i det, som dengang hed Landsmandsbanken. Det kom frem, da banken de facto gik konkurs og blev overtaget af staten. Den kreative bogføring havde klart været ulovlig i dag, men dengang var regnskabslovgivningen meget mere lempelig. Holdningen var, at det ikke vedkom offentligheden, hvad der foregik i virksomheder. Først med Landmandsbankens krak stod det klart, at tiden for den tilgang til erhvervslivet var forpasset.

Sammenfattende kan man sige, at problemet ved Danske Banks DNA ikke er, at den bryder normerne, men tværtimod at den følger dem: Danske Bank flyder sorgløst med tidsånden, og banken har da også ofte haft gode resultater under højkonjunktur, mens man under dårlige konjunkturer ikke selv altid har været i stand til at betale prisen for det, hvilket har givet de velfortjente skrammer på troværdigheden.

Umiddelbart kan man godt se hvidvasksagen i samme lys. Hvidvaskloven er strammet meget op de seneste år, og Danske Bank har åbenlyst ikke i tide gennemskuet, hvad ændringerne krævede. Alligevel har Borgen, i modsætning til sine to forgængere, stadig en god chance for at blive frikendt af historien, i hvert fald moralsk: Hvidvaskloven bliver solgt under gode intentioner om at stoppe alt fra skattesnyd til terrorister. Men den er problematisk, fordi den også rammer alle andre.

Mange danskere oplever, at det er blevet næsten umuligt for dem at foretage helt almindelige bankforretninger, som at hæve større kontantbeløb, få en konto og optage et lån. Og hvis det endelig er muligt, er det til den pris, at de skal aflevere særdeles nærgående oplysninger om deres personlige forhold. Det er en udvikling, der underminerer den finansielle sektor, og i værste fald på langt sigt hele pengevæsenet.

Medierne mangler endnu at forbinde prikkerne – altså sammenhængen mellem Danske Banks hvidvasksag og den strøm af klager over bankerne, man f.eks. kan finde på de sociale medier. Men sammenhængen er der, og lovgiverne kan meget vel blive tvunget til at lempe hvidvaskloven igen.

Banditterne i og omkring finanssektoren

Socialdemokraterne vil stramme op for reglerne for kviklån, og det tog dem ikke mange minutter at få overbevist erhvervsminister Rasmus Jarlov, der bebuder et udspil om det til efteråret. ”Der er nogle banditter derude,” som han siger til Politiken. Det er der måske også nok, men igen: Det ville være velgørende, hvis avisen steg op i helikopteren og så det store billede. Her er det igen den almindelige dansker, der kæmper med den stadig mere snærende regulering af banksektoren. For tiden er der her og der og alle vegne reklamer for kviklån, og det er umiddelbart underligt, fordi der er ekstrem højkonjunktur og ekstrem høj beskæftigelse. Det er normalt ikke i den situation, borgerne søger højtforrentede lån hos finansieringsselskaber. Men mange kan ganske enkelt ikke få lov at belåne deres aktiver i en almindelig bank og til normale rentesatser. Så hvis vi skal tælle banditter, må vi også tælle de politikere, der tvinger danskerne i armene på dyre finansieringsselskaber.