Et fodboldholds nedrykning fra Superligaen er stort set altid en økonomisk katastrofe, og sådan har det også været for Aarhus Elite, som er det børsnoterede selskab bag AGF. Halvårsregnskabet melder således om et fald i omsætningen fra 53,1 mio. kr. til 36,4 mio. kr. pga. mistede indtægter fra sponsorer, TV, tilskuere m.v.
Det er kun i beskedent omfang lykkedes at kompensere for faldet i indtægterne på 31 % ved at reducere omkostningerne. Eksterne omkostninger er således nedbragt med 18 %, mens personaleomkostningerne er faldet med 9 %. Når underskuddet på bundlinjen alligevel kun er forværret med beskedne 2,3 mio. kr. skyldes det engangsindtægter fra spillersalg på 7,9 mio. kr.
Det primære driftresultat giver os det bedste billede af 1. halvdel af Aarhus Elites regnskabsår. Her er der tale om en forværring til minus 14,9 mio. kr. mod minus 5,0 mio. kr. i samme periode i fjor.







