Pas på: Aktiemarkedet er uhyggeligt følsomt
Vi har den seneste tid set kursbevægelser på både 10, 15 og 20 procent op eller ned på én enkelt dag. Eksempelvis faldt Pandora 25 procent på en enkelt dag, og Lundbeck dykkede 13 procent på en enkelt dag, selvom selskabet levede op til analytikernes forventninger. Og fredag faldt Schouw 13 procent. Spørgsmålet er, hvad de enorme kursbevægelser er udtryk for. Vi har flere bud, som vi her gennemgår:
For det første er der i analytikernes forventninger ikke kun til kvartalets overskud, men også til de fremtidige overskud, ofte indbygget overdreven optimisme og fremgang. Og når der så kommer en minimal skuffelse, så trykker især alle de store udenlandske investorer på salgsknappen på én gang.
For det andet er det danske aktiemarked i dag så domineret af udenlandske investorer, herunder shortfonde, algoritme tradere og kvikke pensionskasser, som løber samme vej. Og det salgspres udløser kæmpe kursfald, fordi der ikke er store købere i den anden ende af børsens ordrebog. De private kan ikke matche et stort og måske ufortjent sælgerpres. Og de danske pensionskasser risikospreder på globale aktier og agerer ikke redningskrans for danske aktier, som derfor bliver smadret af udenlandske investorer. Det gør det danske aktiemarked uhyggelig sårbart. Også store aktier kan blive udsat for nogle ekstreme udbudspres, som uhindret får lov til at sætte aktiekursen alt for langt ned.
For det tredje er det en international tendens, at omsætningen på aktiemarkederne er ved at tørre ud. Selv omsætningen på det danske aktiemarked er betydeligt lavere nu end for et år siden målt på kursværdi, hvilket godt kan sammenlignes fordi de store C25 aktier samlet set ligger nogenlunde uændret. Blandt store investorer bliver det mere og mere udbredt, at det er ved at være tid til at reducere aktieandelen efter mange års stigende aktiemarkeder. Strukturelt er der altså mange flere sælgere end købere.
For det fjerde betyder denne sårbarhed i markedet, at investorerne bliver lette ofre for shortfonde og kortsigtede spekulationsfonde, som eksempelvis spekulerer i kursfald, og derfor har en kommerciel interesse i at give aktiekursen et ekstra trykseksten.
Hvad vi blot forsøger at sige er, at man som investor nu skal være mere påpasselig end nogensinde. Der er ingen lette gevinster, og der skal kæmpes for hver eneste procent gevinst, og hvis man deltager i spillet, er risikoen for at tabe to procent, hver gang man vinder én procent, uhyggelig stor.
Men vi tror også, at der ved nogle af de meget voldsomme kursbevægelser gives gode muligheder for den langsigtede investor, som er parat til at tage en forhøjet risiko på den korte bane. Vi tror eksempelvis, at Pandora med stor sikkerhed vil vise sig at være en stærk langsigtet investering på det aktuelle kursniveau. Vi har også de seneste må-neder i Økonomisk Ugebrevs Portefølje foretaget andre opkøb af danske aktier, som vi i det lange perspektiv ser som meget attraktive.
Analytikere har storkikset på Pandora: Alt for sent har en lang række danske og udenlandske bankers aktieanalytikere nu nedjusteret deres kursmål for Pandora, så de ligger i nærheden af kurs 400. Mange af dem har haft kursmål på 500-700, hvilket har været helt ude i hampen, fordi de simpelthen ikke har gjort deres arbejde godt nok. Deres regneark og DCF-modeller har igen, igen svigtet totalt, og de har slet ikke haft syn for detaljen, og slet ikke for markedsstemningen og betydningen af den mangelfulde informationskvalitet fra selskabets side.
Faktisk er Pandora et skoleeksempel på, at de fleste aktieanalytikere og deres arbejdsmetoder er totalt ude af trit med realiteterne og ikke mindst markedet. Mange både private og professionelle investorer har tabt mange penge på Pandora, og det er rigtig ærgerligt.
Realiteten er, at mange investorer er blevet ”lokket ind” i Pandora til langt højere kurser, på grund af forsimplede og firkantede regnearksanalyser. Efterfølgende har investorernes analytikere, og de tilhørende rådgivere, nedjusteret kursmål mindst én gang.
Ved nedjusteringer vil logikken ofte være, at man som investor skal holde sig fra de pågældende aktier. Men lige netop i tilfældet Pandora er aktien nu billig, kombineret med en midlertidig ledelse, som ved investorpræsentation gav gode forklaringer på, hvorfor 2019 igen bliver et stærkt år.
Ja, det er nu man skal købe Pandora, og ikke for to måneder siden, da de fleste aktieanalytikere havde kursmål på 600-700-800.