I artikelserien om aktivt ejerskab hos danske institutionelle investorer
Økonomisk Ugebrev Ledelse skrev i fredagens udgave at PensionDanmark ikke følger anbefalingerne om aktivt ejerskab, ved ikke at offentliggøre såkaldte Voting Records, altså hvordan man har stemt på de børsnoterede selskabers generalforsamlinger. Men PensionDanmark lever faktisk op til alle anbefalinger
Komiteen for God Selskabsledelse stiller nemlig ikke som et direkte krav at hver enkelt investor offentliggøre de såkaldte voting records for deres stemmeafgivning. Heller ikke selvom det umiddelbart fremgår af selve anbefalingen. Anbefaling 5 lyder: DET ANBEFALES, at institutionelle investorer som en del af politikken for aktivt ejerskab vedtager en stemmepolitik og er villige til at oplyse, om og hvordan de har stemt.
Men komiteen har udvandet anbefalingen ved at åbne for, at der alligevel ikke sker en entydig offentliggørelse. I kommentaren til anbefaling 5 hedder det således, at der stilles ikke krav om systematisk oplysning via f.eks. en database.
Åbne stemmebøger er ellers international best practice, og en lille håndfuld danske investorer har allerede valgt at åbne bøgerne for offentligheden, blandt andet PKA, Nordea Invest, ATP, Pædagogernes Pension og Magistrenes & Psykologernes Pensionskasse.
Fra PensionDanmark siger direktør Torben Möger Petersen: ””Vi har ikke voting records liggende på vores hjemmeside, men vi oplyser altid om dem, når vi bliver spurgt til dem. Antallet af forespørgsler har dog hidtil været begrænset. Man kan desuden læse om dem i vores rapport om udøvelse af aktivt ejerskab for 2017.”
PensionDanmark oplyser i en rapport om aktivt ejerskab, at vi bruger vores stemmeret og ved henvendelse oplyser om konkrete stemmeafgivelser.
Link: https://www.pensiondanmark.com/om-os/governance/rapportering-om-aktivt-ejerskab/
Her oplyses blandt andet, at ”at bruge sin stemmeret er en del af at være en aktiv og ansvarlig ejer af et selskab, og derfor stemmer PensionDanmark på generalforsamlingerne i de selskaber, som vi ejer. PensionDanmark har sin egen afstemningspolitik, som afspejler PensionDanmarks holdning til god selskabsledelse. Den praktiske implementering af afstemninger varetages i samarbejde med Hermes EOS.
PensionDanmark offentliggør hvert år de overordnede resultater af vores dialog og afstemninger i vores rapporter om samfundsansvar.
PensionDanmark stemte i 2017 på 1583 ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger. På omtrent halvdelen af generalforsamlingerne har der været et punkt eller flere, hvor PensionDanmark har stemt i mod selskabets bestyrelses anbefaling eller undladt at stemme. Set på antallet af dagsordenspunkter har PensionDanmark stemt med bestyrelsen i 88 pct. af tilfældene og i mod bestyrelsens anbefaling i 12 pct. af tilfældene.
Fra Komiteen for God selskabsledelse siger formand Lars Frederiksen til Økonomisk Ugebrev: ” I Komiteen er vi overbeviste om at der er mange tilgange til aktivt ejerskab, og at der ikke er een måde som er den rigtige. Vi er også overbeviste om at det vil tage noget tid før de danske investorer får fundet den måde som de hver især mener er den rigtige at udøve aktivt ejerskab på.”
Videre siger han: ”I år er første år hvor der skal rapporteres og set i det lys er vi tilfredse med både antallet og kvaliteten af det indrapporterede. Det kan og vil helt givet blive bedre med tiden, ligesom det er sket med Anbefalingerne for god Selskabsledelse.”
Omkring oplysning om konkret stemmeafgivelse siger han: ”Når vi om et par år skal revidere anbefalingerne er det helt klart noget, af det vi vil overveje. Vi vil også – når vi har et par års erfaring med brugen af anbefalingerne – overveje, om vi i kommentarer skal præcisere, hvordan man skal følge en given anbefaling. Men jeg synes det er vigtigt at vi har lidt mere praktisk erfaring med anvendelsen inden vi gør det.”
Økonomisk Ugebrev Ledelses artikelserie om aktivt ejerskab gennemgår i næste udgave om baggrunden for de øvrige pensionskassers rapportering om voting records.