Behov for opgør med stivnede arbejdsmarkedspensioner?

Ny artikelserie: En lang række danske pensionskasser synes at halte gevaldigt efter på pensionsmarkedet: De er for små til at have stordriftsfordele og har derfor for høje omkostninger. De præsterer vedholdende svage investeringsafkast. Tusindvis af danskere i de små ineffektive kasser får dermed ikke den pension, de burde få. Økonomisk Ugebrev indleder her en artikelserie om fremtidens pensionssektor, af journalist Carsten Vitoft, som har skrevet om den danske pensionssektor i mere end tyve år. I denne første artikel trækkes nogle problemstillinger for sektoren op.

Den danske pensionssektor har fortsat mange små pensionskasser, som har høje omkostninger og ofte også svage investeringsafkast. Umiddelbart kan det undre, at de mest ser til fra sidelinjen, mens den kommercielle sektor konsoliderer sig og fremtidssikrer deres kunder – og deres eget kommercielle grundlag. I denne uge tog pensionsbranchen endnu et vigtigt skridt mod en nødvendig konsolidering: AP Pension købte Skandia, der længe har haft problemer med både størrelse, vækst, omkostninger og indtjeningen.

Tidligere på året var det SEB Pension, der blev opslugt af Danica. Og næste gang er det sikkert Topdanmark og Alm. Brand, der står for skud. Konkurrencen på det kommercielle danske pensionsmarked er blevet hård. Måske for hård. Det er kun de helt store selskaber, der både kan være konkurrencedygtige på priserne, sikre den nødvendige investeringsekspertise og samtidig skabe en fornuftig indtjening.

Men hvor står arbejdsmarkedspensionerne – altså pensionskasserne – i det billede? Der sker lidt, men ikke meget. Heller ikke, selv om tallene fortæller en krystal klar historie, når man ser på afkast og omkostninger. Tag for eksempel afkastet efter omkostninger hos de stærkeste spillere på hele pensionsmarkedet – PFA, Nordea Liv & Pension samt Industriens Pension. Det har ligget omkring 8-9 procent årligt i afkast de seneste fem år. Men i bunden hos de mindre og mellemstore pensionskasser ligger det på 6-7 procent.

Forskellen lyder ikke af meget. Men i sidste ende gør det en kæmpe forskel for den enkelte dansker: Fortsætter forskellen vil en pensionsordning på 500.000 kroner for en 50-årig med et markedsrenteprodukt blive ikke så lidt påvirket. I de dårligste selskaber vil pensionen vokse til 2,7 mio. kr. frem til pensionering. I de gode til 4,5 mio. kr. De høje tal skyldes relativt høje afkast i de senere år, og forskellen på 1,8 mio. kr. er til at føle på.

Der er næppe grund til at tro, at disse forskelle skyldes, at de store i pensionsbranchen er bedre til at spotte de bedste investeringer. En stor del af årsagen er snarere størrelse og stordriftsfordele – også når man investerer. De store kan ikke bare spare administrative omkostninger, de kan også, når de investerer, købe ind langt billigere end de små, hvilket Danica gjorde en stor dyd ud af at fortælle, da man overtog SEB Pension tidligere på året.

Tidens ånd

Flere af de mindre pensionskasser synes at sidde denne problematik overhørig. Ja, der er sket lidt konsolidering her og der – blandt andet har PKA slugt nogle mindre kasser – men de store sammenhænge udebliver. Her siger man, vi leverer faktisk et fornuftigt afkast, og vi arbejder på at nedbringe omkostningerne.

En smagsprøve findes hos nogle af akademikerkasserne. Ingeniørernes øverste organ IDA har meldt ud, at man helst vil have en pensionskasse til alle medlemmerne. Men det er blot endt i en hensigtserklæring om, at det da nok er en god idé. Den ene kasse ISP har endda meldt ud, at de to andre først skal fusionere, før man vil tage stilling til, om det er en god ide. De tre pensionskasser i det tidligere Unipension er endda gået fra hinanden. Den største, MP Pension, trådte ud af samarbejdet. Det er ikke nemt at finde fælles fodslag i pensionskasserne – ikke engang i mellem dem.

Oven i det kan man så lægge, at tilbuddene ellers er mange for at indgå i konsolideringen. PFA, Danica, Nordea Liv & Pension og Sampension vil hellere end gerne overtage driften, og de har skabt hver deres koncepter for det. Men det går trægt. En af den slags tidligere løsninger var, da Funktionærpension blev overtaget af PFA.

Belært af denne erfaring tyder meget på, at den slags overtagelser handler meget om personlig magt. Funktionærpension fik sin egen ledelse og bestyrelse selv i PFA regi, og medlemmerne skulle derfor i princippet betale for to bestyrelser og to direktioner, selv om det væsentligste argument netop var at spare omkostninger. Nogenlunde det samme skete, da AP Pension overtog ISP (Ingeniører).

Der skal måske med andre ord også være en fremadrettet rolle for den siddende direktion og bestyrelse, før de vil være med.

To kulturer

Arbejdsmarkedspensionskasserne har som ejere ret beset fagbevægelsen, hvor der også kan fornemmes en vis foragt for de kommercielle selskabers jagt på profit. Det er sikkert en begrundet frygt, for det er den del af branchen, der også er gode til at gøre produkter og profit uigennemskuelige for både kunder og medlemmer. Men fagbevægelsen kunne måske med fordel også vende blikket på sig selv. Hvor meget handler om egen magt og bengnaveri for fagforeningsbosser? Der skulle måske i højere grad fokuseres på sikring af de bedst mulige pensioner til medlemmerne.

De kunne vel også spørge sig selv, hvor mange andre brancher, der efterhånden lever 25 år uden at tilpasse sig til nye tider med nye muligheder. Indtil videre har pensionskassernes idé om valgfrihed til medlemmerne alene handlet om at tilbyde flere eller nye produkter på hylderne.

Men hvad nytter det for medlemmerne at vælge mellem flere produkter, hvis de alle er dyre fordi sammenholdet ikke er stort nok, og når man ikke kan flytte et andet sted hen, hvor produkterne måske både er bedre og billigere. Det er det, de kommercielle pensionsselskaber peger på – altså at de i sidste ende leverer en større pension til kunderne.

Fra politisk hold synes der heller ikke at være den store lyst til at indgå i debatten om konsolidering. Heller ikke selv om pension har fyldt utroligt meget de senere år i dansk politik, når der mangler penge i det offentlige. Man kunne ellers argumentere for, at politikerne selv har skubbet på nødvendigheden af en konsolidering pga. heftige nye reguleringskrav til sektoren, der særligt tynger de mindre i pensionsbranchen.

Man kunne selvfølgelig også argumentere for, hvad søren politikerne skal blande sig i markedskræfterne i en selvstændig branche for. Men så skal man samtidig huske problemets rod: Det er netop ikke en fri pensionsbranche, hvor markedskræfterne automatisk flytter kunderne hen, hvor det bedst kan betale sig at være. Desuden må det vel også være af væsentlig betydning for politikerne, at danske pensioner bliver så høje som overhovedet muligt, så staten ikke står tilbage med regningen for dem, der har for lille pension i sidste ende.

Men der er stadig muligheden for, at pensionskasserne selv vågner op. Hvis 2018 har lært os noget om det efterspørgselsdrevne danske pensionsmarked er det, at fremtiden synes at stå i de kundeejede selskabers tegn. De er, efter Danicas køb af SEB Pension og AP Pensions køb af Skandia, nu dominerende på det kommercielle pensionsmarked. Måske kan denne kultur bedre glide ned hos pensionskassernes bagland i fagbevægelsen end historien om grådige kommercielle selskaber, der blot tænker på profit.

Carsten Vitoft