Tyrkiet vil være sprængfarlig i lang tid

Valutakrisen i Tyrkiet synes i de seneste dage at være stilnet lidt af. Samtidig er præsident Erdogan begyndt at nærme sig EU politisk ved at løslade to tilbageholdte græske soldater og give en tysk-tyrkisk journalist lov til at rejse hjem. Af en række grunde skal man dog ikke forvente, at Tyrkiet undgår en økonomisk og finansiel forværring i de kommende kvartaler, skriver Jacob Kirkegaard fra The Peterson Institute for International Economics i denne analyse.

For det første er det klart, at Tyrkiet overordnet set er for forgældet i udenlandsk valuta, med ca. 180 mia. dollar til forfald i de kommende 12 måneder, kun ca. 72 mia. dollar i nationale valutareserver og udsigt til fortsat stigende amerikanske renter. Og altså en lira, som nu kun er knap halvt så meget værd som ved årets begyndelse. Dette er ikke en finansiel cocktail, som normalt ender godt.

Lavere vækst

For det andet ligger der store politiske og økonomiske hindringer i vejen for, at den tyrkiske regering kan gennemføre den nødvendige stabiliseringspolitisk i den kommende tid. En sådan stabilisering vil først og fremmest kræve formentligt betydelige rentestigninger i Tyrkiet. Det vil givet nedbringe inflationen, men samtidig dæmpe den økonomiske vækst og øge antallet af arbejdsløse. Næppe den økonomiske situation, Tyrkiets nyvalgte sultan Erdogan ønsker i sit rige.

Samtidig gør den seneste finansielle stabilitetsrapport fra den tyrkiske nationalbank fra maj 2018 det klart, at markante rentestigninger er potentiel finansiel gift for den tyrkiske banksektor. Sagen er nemlig den, at de tyrkiske banker i de seneste år har kørt med et stigende maturity mismatch mellem deres ind- og udlån, da de selv har skaffet lira-likviditet med ca. tre måneders løbetid, mens deres lira-udlån varer i gennemsnit ca. 20 måneder.

Den slags er potentielt meget dyrt, hvis de korte tyrkiske renter pludseligt stiger voldsomt. Samtidigt har de tyrkiske banker finansieret den meget kraftige stigning i deres lira-udlån i de seneste år via optagelse af lån i udenlandsk valuta, som de derefter har swappet til lira med en løbetid på oftest kun op til tre måneder. Den slags transaktioner er næppe rentable længere med det nye niveau for liraen, hvorfor de tyrkiske banker måske nok får deres FX Collateral tilbage, men i stedet får endnu sværere ved billigt at finansiere deres lira-udlån.

Endvidere er de tyrkiske bankers FX-likviditet kun ca. to tredjedele af deres totale kortvarige finansieringsbehov, og hvis de pludselig skulle have brug for hjælp af den tyrkiske nationalbank, ville de nationale valutareserver hurtigt falde drastisk. Alt i alt heller ikke normalt en finansiel historie, som ender lykkeligt for de implicerede, og det er værd at nærstudere de kommende måneders markedsreaktioner på de tyrkiske bankers løbende, større roll over-behov.

For det tredje har den tyrkiske private sektor – som oftest har ringe adgang til indtægter i udenlandsk valuta – optaget store, egne lån direkte uden for Tyrkiet. Spørgsmålet er, hvor mange af dem der i de kommende måneder og år har råd til at betale deres lån tilbage til nu mere end kurs 6 mod dollaren.

Hjælp fra allieret

For det fjerde har Qatar måske nok lagt 15 mia. dollar på bordet til dets militære allierede i Tyrkiet, men her er tale om tilsagn om nye investeringer i tyrkiske aktiver fra Qatar, ikke nye lån i dollar. Og så må man så spørge sig selv, om ikke Qatar vil have den samme finansielle interesse som andre udenlandske investorer i at vente med at investere, til den tyrkiske lira måske falder endnu mere.

For det femte skal man ikke forvente nogen snarlig opblødning af det amerikansk-tyrkiske forhold, da dette er underkuet af en række faktorer. Striden om den amerikanske militære støtte til kurderne i Syrien forsvinder ikke foreløbigt, ligesom undersøgelsen af den statsejede tyrkiske HALK Bank’s brud på de daværende sanktioner mod Iran kommer til at gå sin gang ved de amerikanske domstole, og nemt kan ende med bøder i milliard-klassen.

Sidst, men ikke mindst, slipper Erdogan ikke de to amerikanske pastorer løs foreløbigt. Han har nemlig en klar politisk interesse i et fortsat spændt forhold til USA og amerikanske økonomiske sanktioner mod Tyrkiet. Dette giver ham muligheden for – ganske som Fidel Castro gjorde det i 40 år på Cuba – at skyde skylden for al økonomisk dårligdom over på den ”amerikanske økonomiske krig” mod Tyrkiet.