Medieanmeldelse: Mediedebat: … men har vi stadig banker?

Det er i disse måneder ti år siden, at den ene bank efter den anden viste sig at være så sårbar, at kun en statslig redningsplanke afværgede et totalt sammenbrud i den finansielle sektor. Jubilæet er en anledning til refleksion over, hvad chokket dengang har bevirket. Her er et bud: Vi har som samfund sikret os mod en ny megakrise, der udgår fra bankerne. Men det er på bekostning af, vi ikke længere har rigtige banker, der låner penge ud til almindelige mennesker og virksomheder. Det svarer til, at man havde bragt antal af trafikdræbte ned på nul, ved at forbyde privat bilkørsel.

Det er naturligvis skarpt skåret, men hør bare her, hvad Københavns Andelskasses bestyrelsesformand Morten Schwarz Nielsen udtalte til Børsen onsdag: ”Alle beslutninger, der skal tages i banken, skal være i bankens interesse, og ikke i ejernes.”

Han må se banken som en slags selvejende institution, der bare skal følge reglerne, og som ikke selvstændigt må beslutte noget mere væsentligt end farven på facaden og menuen i kantinen. Det er, kan man forstå, på avisens dækning af kritiske analyser af banken fra Finanstilsynets side, også tilsynets holdning. Noget af det, der er sket i Københavns Andelskasse, ser unægtelig skidt ud; som at bankens aktionærer tilsyneladende har haft adgang til fortrolige kundeoplysninger.

Det skal selvfølgelig medføre en konsekvens. Men det meste af det, Finanstilsynet kritiserer, ville i andre sammenhænge være almindelig sund fornuft i virksomhedsdrift; som når ejerne og deres netværk bidrager med forretningsudvikling i banken. Det går over i det absurde, når Finanstilsynet i en globaliseret tidsalder også har indvendinger imod, at banken har en stor andel udenlandske indlånere.

Morten Schwartz Nielsens udtalelse skal ses i lyset af, at nuværende og tidligere storaktionærer i andelskassen tydeligvis har slået sig i tøjret i forhold til de stramme regler, der er kommet til efter finanskrisen. I de større banker accepterer ejere og ledelser derimod sagtmodigt alle de nye regler. Forklaringen finder man i en kronik, FinansDanmarks direktør Ulrik Nødgaard havde i Weekendavisen i sidste uge. Her hæfter han sig ved, at selv om bankerne igen tjener mange penge, er der jo ikke tale om andet, end at man er tilbage på indtjeningsniveauet fra før finanskrisen.

Som om det var noget godt benchmark for, hvad bankerne tjente i netop disse år, som man i bakspejlet måtte konstatere var præget af uforsvarlig bankdrift. Det korte af det lange er, at nu har man et system, hvor bankerne er bundet på hænder og fødder i henseende til, hvor meget risiko de må løbe, og dermed hvor meget de kan hjælpe borgere og virksomheder. Men hvor de til gengæld uantastet får lov at skumme fløden ved salg af sine ydelser.

Modellen er hæmmende for vækst og udvikling, og den er dyr for danskerne. Hvordan man end vender og drejer det, tjener en rigtig bank sine penge på at løbe risici, herunder sådanne, der i værste fald kan koste den livet. Så hvor der bestemt var noget at rette op på, når halvdelen af bankerne simultant var på vej ud over kanten, er det også noget galt, hvis man aldrig tillader en konkurs i banksektoren. En bank, der ikke kan gå konkurs, er ikke en bank.

Mediedebat 2: Samtidig, i pensionssektoren: Store økonomiske kriser er pr. definition uventede. Når man bliver opmærksom på, at der er et problem, er det for sent at gøre noget ved det. Således ved vi heller ikke meget om den næste krise, end at der kun er en forsvindende lille risiko for, at den kommer fra banksektoren. Hvor den så vil komme fra, må vi vente at se. Men et gæt kunne være pensionsselskaber, der i de seneste år har gjort, hvad de kunne, for at købe aktiver, der giver et afkast i en tid med negative renter. Det skulle være mærkelig, hvis alle har været dygtige nok til forstå sammenhængen mellem afkast og risiko, og er skæverterne tilstrækkeligt mange, har vi balladen.

Skæverterne kan antage mange former. Finans.dk har prisværdigt afdækket, hvordan pensionsmægleren Söderberg & Partners har rådet pensionsselskaber til at købe anparter i en fond, som Söderberg & Partners selv har udbudt, og hvor pensionsopsparerne angiveligt kommer til at betale tårnhøje gebyrer. Fonden hedder for øvrigt Tryghed 75. Man mindes jo de glade dage i 00’erne, hvor kreditter uden pantdækning blev solgt under labelen ”subprime”, altså mindre gode end fortrinlige. Måske skulle politikere og Finanstilsynet glemme bankerne et kort øjeblik, og i stedet se nærmere på pensionssektoren.

STK