Modelporteføljen har målt på afkast ligget stille de seneste 14 dage, hvor det kun er blevet til ganske beskeden fremgang, som man skal ud på 2. decimal for at måle. Det har ikke været tilfældet for referenceindeks i perioden, som har været begunstiget af den fortsat positive stemning på markederne og ligger med stigninger omkring 4 %. Det betyder også, at porteføljen nu er blevet indhentet målt på afkastet år-til-dato. Med til billedet hører dog porteføljens lave investeringsgrad.
Vi har benyttet den stille periode til at kigge på mulige kandidater til porteføljen for at vi som varslet de seneste par uger kan øge investeringsgraden. Af risikomæssige hensyn har vi ovenpå den gode start på året ikke travlt med at øge, men vi stiler efter kontinuerligt at tage nye attraktive positioner ind – gerne indkøbt ad 2 omgange.
I denne uge valgte vi at tage en halv position i Orphazyme (800 stk. til kurs 53,40 DKK), hvor vi ser et attraktivt potentiale, som dog ikke nødvendigvis kommer de første par måneder. Først og fremmest henviser vi til analysen i sidste udgave af Økonomisk Ugebrev Biotech, hvor de fulde NPC-data har givet lidt fornyet luft til investeringscasen, og muligvis også skabt lidt fornyet interesse for en aktie,
der udfra kursudviklingen at dømme synes at være gået i glemmebogen hos flertallet af investorerne. Det har været småt med nyheder fra porteføljeselskaberne, udover at vi selvfølgelig i denne udgave af Økonomisk Ugebrev Biotech bringer en analyse af Calliditas. Trods en sænkning af kursmå-let ser vi ingen grund til at ændre på positionen, som fortsat har et attraktivt potentiale og en solid kassebeholdning.
Den flade udvikling i porteføljen dækker ikke over store modsatrettede bevægelser, men over en ganske lille stigning i 4 ud af porteføljens 5 positioner. I den anden retning trækker et mindre fald i porteføljens største position Cantargia.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.