I denne uge fik aktiemarkederne igen et solidt spark opad efter overraskende gode jobtal fra USA. Jobtal, som viste god fremgang i antal jobs i serviceindustrien, modsat det forventede. Analytikerne havde skønnet, der ville blive skabt 180.000 nye jobs i november, men det landede på 266.000.
Samtidig blev jobtallene for september og oktober opjusteret en smule. Markederne tog meget positivt mod nyheden, også selvom 45.000 af de nye jobs kom fra health care sektoren, og andre 45.000 fra hotel og restauration. Hertil kommer, at hovedparten af jobvæksten i fremstillingsindustrien på 54.000 nye jobs skyldes afslutningen af en månedlang strejke hos bilproducenten GM.
Både de europæiske og amerikanske aktier sprang i vejret på nyheden, og set gennem vores briller virker det mest af alt som om, at algoritmerne igen har taget fat i markedet, og endnu engang har styret det opad på et meget tyndt grundlag. Realiteten er nemlig, at jobtallene typisk opfattes som en lagging indikator for, hvad der sker i økonomien, og at ansættelser og fyringer typisk er baseret på beslutninger i virksomhederne for mindst 2-3 måneder siden.
Under alle omstændigheder er der meget store forskelle på de signaler, som de aktuelle jobtal sender, og de seneste ledende tillidstal fra de amerikanske indkøbschefer i ISM. For november dykkede den samlede score for fremstillingsindustri, som viser decideret tilbagegang og vigende beskæftigelse, mens ISM for serviceindustrien efter ny tilbagegang ligger lige over den neutrale værdi på 50.
Signalerne fra de amerikanske indkøbschefer i ISM har historisk vist stor forklaringsværdi i forhold til, hvad der ligger forude. Så det er bestemt ikke noget man bør ignorere, og blot tro, at alt er godt, fordi november jobtallene er rigtige gode.
Spørgsmålet er så, hvor det bringer os hen i forhold til retningen på aktiemarkederne? Efter de generelle kursstigninger den seneste uge, er den toneangivende amerikanske S&P Future igen tæt på den historiske rekord, omkring 3050. Også den tyske DAX Future nærmer sig den tidligere top i 13.300. Vi er meget i tvivl om, om markedet har styrke til at bryde op gennem disse niveauer. Med de seneste jobtal har Trump ikke samme travlhed med at indgå den længe ventede fase 1 aftale i handelskrigen med Kina.
Så længe vi ikke har en underskrevet aftale, lader vi ikke denne ellers positive nyhed indgå i vores hovedscenarie. Vi forventer tillige, at markedet langt hen ad vejen har indbygget et positivt udfald i de aktuelle værdiansættelser.
For den sidste måned af året er vores hovedscenarie, at aktiemarkederne vil krybe stille og roligt opad hen mod årets afslutning. Altså hvis der ikke kommer ny stærke recessionssignaler, eller hvis centralbankerne begynder at rokke ved båden igen. På den lidt længere bane forventer vi stadig, at der bliver prikket hul på den aktuelle aktieboble, enten af senere stærkere recessionssignaler, eller også af en markant stigende obligationsrente, eller af en black swan begivenhed, vi ikke lige havde forventet, men som kan udløse et stærkt selvforstærkende udsalg, fordi der bliver kø ved døren, med mange sælgere og få købere.
Bankformand ser problemer, men banksektoren ignorerer alle advarselssignaler. Økonomisk Ugebrev Finans bringer i søndagens udgave en anmeldelse af Finans Danmarks årsmøde med denne indledning: ”Det kom (igen) til at handle om bankernes kamp mod hvidvask og afledt terrorfinansiering, bankernes deltagelse i grøn finansiering til at håndtere fremtidige klimaudfordringer, og at bankerne fortsat skal levere den afgørende finansiering til at skabe vækst i samfundet. Alt sammen meget fint. Men som mangeårig uafhængig iagttager af den finansielle sektor, er oplevelsen desværre også, at der endnu engang var tale om en skueproces til ære for pressen og den brede offentlighed.”
Michael Rasmussen omtalte sporadisk banksektorens udfordring: ”Bankernes forretningsmodeller udfordres og er under et betydeligt pres, både på indtægtssiden og på udgiftssiden (…) og der er udsigt til faldende indtægter, så langt øjet rækker, (og) vi må spørge os selv, om de aktuelle forretningsmodeller er tilpasset den nye virkelighed,” sagde han.
Men denne erkendelse blev ikke fulgt op med tanker om – og svar på – hvad banksektoren kan eller bør gøre ved det, så den fortsat kan låne penge ud.
Konklusion: Bankaktierne kan komme meget længere ned.
