ROIC Performance: Over en treårig periode har 18 børsnoterede selskaber i gennemsnit leverer et ROIC afkast på 15 procent eller derover. Det svarer til, at hver fjerde af de børsnoterede selskaber ligger i en stabil superliga. Novo Nordisk og Coloplast topper, selvfølgelig.
Hovedparten af de børsnoterede selskaber, der er med i toppen med de bedste ROIC-afkast, er the usual suspects, bl.a. Novo Nordisk, Coloplast, Simcorp, Vestas og Novozymes. Især Novozymes er det seneste år blevet kritiseret af analytikere og investorer for ikke at levere nævneværdig vækst, selv om 2 mia. kr. er brugt på forskning og udvikling hvert år. Aktiekursen har ikke bevæget sig i flere år. Men selskabet er altså fortsat et guldæg blandt de danske selskaber med et gennemsnitligt ROIC over de seneste tre år på 23 procent. Med i toppen over tre års ROIC er også IC Group og NKT, men det skyldes engangsindtægter fra salg af aktiviteter.
GANG I SALGET AF STOFFER
Nogle af de mindre og mellemstore virksomheder, som også over tre år har performet meget stærkt, er RTX, Columbus, Brdr. Klee, DFDS og Gabriel Holding, der leverer stoffer til møbelindustrien. Selskabet kom ud af 2018 med et overskud før skat på 57 mio. kr. ud af en omsætning på 599 mio. kr. I Q1-regnskabet for det nye regnskabsår blev leveret en omsætningsvækst på over 10 procent, og driftsresultatet var 20 procent højere end året før. Gabriel har for nylig udmeldt overtagelsen af en mexicansk møbelproducent, som ventes at bidrage med et salg på 20 mio. kr. i år.
Over den treårige analyseperiode er der langt hen ad vejen sammenfald mellem de selskaber, der også i 2018 klarede sig ringe, blandt andet Højgaard, Santa Fe, Bioporto, Nordic Shipholding, Cemat og Bang & Olufsen, som igen står foran store udfordringer. Senest har elektronik- og designkoncernen nedjusteret to gange, og der begynder nu at blive sået tvivl om, hvorvidt B&O er ved at ryge ind i ”en Pandora”, hvor selve brandværdien kan være under erodering.
Se her boksen “sådan har vi gjort”, om metoden i beregningen af ROIC.
Hvornår destruerer selskaber værdi?
Om en ROIC er tilfredsstillende for et selskab afhænger dels af, hvad sammenlignelige selskaber opnår, og dels af hvad et selskabs vægtede kapitalomkostninger (Weigthed Average Capital Costs – WACC) er. Hvis kapitalomkostningerne, WACC, er højere end afkastet af den investerede kapital, ROIC, vil det svare til, at et selskab destruerer værdi.
”En WACC under 5 procent vil være lav. Renten er ganske vist usædvanligt lav for tiden, og jeg vil ikke afvise, at så lave kapitalomkostninger kan forekomme for enkelte virksomheder i bestemte brancher. Men det er sandsynligt, at WACC normalt ligger noget højere, og at selskaber med en ROIC på 5 procent eller mindre derfor destruerer værdi,” har regnskabsprofessor Thomas Plenborg tidligere forklaret Økonomisk Ugebrev. Han synspunkt bliver bekræftet af en gennemgang af analytikeres vurdering af forskellige selskabers WACC. For store danske selskaber beregner analytikere typisk en WACC på mellem 7 og 9 procent.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her