Efter alt at dømme kommer mange danskere til at betale topskat, hvis de vil fremrykke udbetalingen af tre ugers feriepenge. De radikale havde ellers talt positivt om muligheden for en flad skat. Men så var det for besværligt, da det kom til stykket, som Finans.dk rapporterer. Og at dømme efter sociale medier vil mange alligevel vælge tilbagebetaling, selv om de kommer til at betale de 15 procentpoint ekstra i skat.
Fremrykningen svarer til at optage et lån. Man vælger en forbrugsmulighed nu frem for senere. Topskatten svarer til et heftigt gebyr. Regeringen og dens flertal må have konkluderet, at voksne mennesker godt selv kan træffe valget om, hvorvidt de vil have ”lån” inklusive åger-gebyret eller ej.
Betaler man topskat, kan man ikke være i helt akut nød, og for så vidt er det høje gebyr ikke det store principielle problem. Men det bliver det, når man sammenligner med den nye stramning af lovgivningen om kviklån: Samle er budskabet, at de rige gerne må vælge dyre lån, men de fattige må ikke. Det er ingen beskyttelse af fattige at fratage dem rettigheder, som andre har.
Stramningen om kviklån er i det hele taget værd at holde opmærksomhed på, for den er et standardeksempel på, at det ikke altid er godt, når politikere er omhyggelige med at holde deres valgløfter. Det var muligvis velment fra Socialdemokratiets side, men det var ikke desto mindre misforstået.
Børsen havde fredag i sidste uge fat i en anden del af det rod, man har fået skabt: Administrationen af lovgivningen blev i den retfærdige stemning under lovbehandlingen lagt over til forbrugerombudsmanden, så nu kan erhvervsminister Simon Kollerup ikke engang luge de værste uhensigtsmæssigheder ud gennem vejledninger. Konkret har det betydning for spørgsmålet om, hvorvidt banker må sponsere sport, der også er sponseret af bettingfirmaer – en sag, der kan ende med at tvinge DBU til at finde en anden sponsor end Arbejdernes Landsbank.
Den russiske vaccine
Den grønne smittekurve, hvor sundhedssystemet kunne følge med, er for længst glemt. Og nu er den danske strategi i coronakrisen at holde smittespredningen nede, indtil vi bliver reddet af en form for medicin. Det bliver ikke sagt direkte. Men det kan man udlede af, hvad regeringen og myndighederne i øvrigt gør og siger. Alligevel blev der igen, igen ikke stillet spørgsmål til den ventede medicin, da der under pressekonferencen mandag blev bekendtgjort nye restriktioner i anledning af de højere smittetal. Medierne synes at gå ud fra, at udvikling og godkendelse af medicin er hævet over politik og subjektive vurderinger. Men det er ikke tilfældet, som det blev illustreret, da Putin senere på ugen frigav en russisk vaccine, selv om den kun har været igennem to af de tre sædvanlige testfaser.
Den generelle holdning i vestlig presse er, at det er et risikabelt skridt – vaccinen kan have bivirkninger, og den kan også mangle effekt, i hvilket tilfælde folk over hele verden kan miste tillid til de øvrige vacciner, der er på vej. Synspunktet er her formuleret af Berlingske, som tilføjer, at der er tale om en ny ”kold vaccinekrig” og sammenligner den russiske vaccine med Sputnik, der tilbage i 1957 bragte Sovjetunionen i front i kapløbet om rummet.
Dén sammenligning kan man nu godt sætte spørgsmålstegn ved. Det er langt fra en teknologisk præstation i sputnik-klassen at opfinde en vaccine mod COVID-19. Det har mange lande, inklusive lille Danmark såmænd, gjort. Spørgsmålet er i stedet, hvornår man vurderer vaccinerne sikre nok. Som nobelprisvinderen Peter Doherty ifølge Dagens Nyheter udtalte allerede i maj: Hvis COVID-19 havde været mere dødelig, var vaccinerne for længst taget i brug. Der er en risiko ved at anvende en vaccine, som ikke er gennemtestet. Men der er også en risiko ved at lade være – nemlig at folk dør af COVID-19.
Så ser man bare på etikken, kan man sagtens argumentere for, at det i denne sag er Putin, der handler etisk og udviser lederskab, mens vores egne ledere ikke gør det. Argumentet om befolkningens reaktion, hvis vaccinen ikke virker, er heller ikke helt godt. Coronakrisen har tværtimod vist, at manden på gaden udmærket kan vurdere og handle rationelt på begrænset viden – dette faktisk op til et punkt, hvor adfærdsforskerne ifølge Weekendavisen er kommet i en eksistentiel krise, fordi de i mange tilfælde har konkluderet, at almindelige mennesker ikke forstår, hvad der foregår omring dem, og derfor hele tiden skal lempes i den rigtige retning af myndigheder, der af en eller anden grund antages at være klogere.
Sten Thorup Kristensen
