Kapitalfondene var i september ikke særligt aktive med transaktioner. Men til gengæld blev der rejst store, tocifrede milliardbeløb til flere nye fonde, og det skete helt uden besvær. Fagredaktør Carsten Steno giver her en månedsstatus på aktiviteten i de danske kapitalfonde, hvor investorerne især efterspørger miljø, teknologi og nye forretningsmodeller.
Det har aldrig været så let at rejse penge for kapitalfonde som nu. Det kunne det i hvert fald godt tyde på, når man kigger på de danske og skandinaviske kapitalfondes aktivitetsniveau i september. Det er ikke præget af spektakulære handler, men derimod af bebudelse af nye fonde og closings i de fonde, der har været i gang med at hente nye penge.
Det gælder navnlig Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), der har rejst 28 mia. kr., og Nordic Capital, der har rejst 45 mia. kr. Det er meget store beløb efter danske forhold. Men ATP Pep har også rejst en ny fond på 6 mia. kr.
Pengene skal investeres i henholdsvis grønne energiprojekter, nye teknologier og sundhed. Tre temaer, som er på investerings-agendaen i mange kapitalfonde i disse år. ”Hvor det efter finanskrisen var svært at rejse nye penge, men let at finde nye investeringer, er det efter coronakrisen nærmest omvendt. Pengene kommer let på grund af nulrenterne. Der er ingen alternativer. Nu går konkurrencen mellem kapitalfondene på at gøre investeringer, der kan sikre et langsigtet stabilt afkast,” siger lektor ved CBS Robert Spliid, der har specialiseret sig i kapitalfonde og skrevet en bog om dem.
Han peger på, at mange institutionelle investorer af deres ejere har påbud om at investere grønt i et vist omfang. Det skaber et pres for nye projekter til kapitalfondene. ”Vi har set, at der sker mange spændende ting inden for udviklingen af grønne energiformer, men især på implementeringssiden er der gode penge at tjene. Derfor er det let for et selskab som CIP at hente nye penge,” tilføjer han.
Ikke bare de helt store, men også de mindre kapitalfonde har været på banen efter mere kapital i september. Det gælder bl.a. Via Equity, der fortrinsvis investerer i software-virksomheder og netop har haft first closing på sin nye fond 4. Som tidligere beskrevet i Ugebrevet har Via Equity en fin trackrekord som næstbedste danske kapitalfond i 2019. Derfor har der også været stor interesse blandt internationale investorer for Vias nye fjerde fond.
”Det eneste, der har hæmmet os, er de praktiske vanskeligheder i form af corona-restriktioner. Meget kan klares digitalt og gennem videomøder, men nogle investorer har det som et krav, at man skal have mødt partnerne i en ny fond personligt, og det har været svært,” fortæller John Helmsøe Zink, managing partner i Via Equity.
Frederik Aakard, selvstændig M&A-specialist, peger på, at de høje børskurser også er med til føde pengestrømmen til kapitalfondene. ”PE-værdierne på børsnoterede virksomheder er jo ofte over 30. Kapitalfonde køber sig ind i virksomheder til en PE-værdi på 10 eller 15. Set fra investorsynspunkt har kapitalfondenes investeringer derfor en klar upside.”
Mens kapitalfondene fokuserer på digital teknologi, sundhed og grønne investeringer, kniber det med at få penge ud af mere traditionelle virksomheder. I september har Silvan, der ejes af den tyske kapitalfond Aurelius, offentliggjort et nyt elendigt regnskabsresultat. Hyppige ledelses- og strategiskift har præget kæden under det tyske ejerskab.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.