Økonomisk Ugebrev har i år ladet de største arbejdsmarkedspensionskasser indgå i survey, og selv der er meget få svar fra kunder i PensionDanmark og Industriens pension, ser det ud til, at de scorer meget højt på kundetilfredshed. For begge selskaber er der under 20 svar, men den høje score er alligevel bemærkelsesværdig.
Forklaringen er antagelig ikke kun AM-kassernes meget lave omkostninger, men også stærke investeringsafkast. Sidste år toppede Industriens Pension og Sampension på afkast med henholdsvis 22,7 pct. og 21,1 pct. (på mellemrisiko og 20 år restløbetid). Markant over de øvrige store pensionsselskaber, der lå på mellem 15 og 18 pct. i årsafkast. Desværre er Sampension på grund af en teknisk fejl faldet ud af dette års survey.
Men resultaterne synes at vise, at arbejdsmarkedspensionskassernes ofte har meget lave omkostninger, hvilket er med til at sikre solide investeringsafkast, og de kunne derfor udgøre en ny stærk konkurrent for de kommercielle selskaber.
Skattemæssig barriere
AM-kassernes standardiserede produkter har normalt markant lavere omkostninger end de kommercielle selskabers. Aktuelt findes dog en stribe barrierer for arbejdsmarkedspensionskasserne for at angribe på det kommercielle marked, bl.a. af skattemæssig karakter.
I sin rapport om konkurrencen i pensionssektoren anbefaler Konkurrencerådet, at reglerne lempes, så AM-kasserne får bedre mulighed for at konkurrere på det kommercielle marked om firmapensioner. I rapporten hedder det, at ”hvis tværgående pensionskasser og arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsselskaber overgår til selskabsbeskatning, vil der ikke på samme måde være en skattebarriere ved at ind træde på det kommercielle marked. Samtidig vil det sikre en mere lige konkurrence mellem de AMP-selskaber, der i dag er PAL-beskattet, og de nuværende selskabsbeskattede selskaber.”’
Økonomisk Ugebrev har spurgt PensionDanmark, industriens Pension og Sampension, om de har planer om at tage konkurrencen op med de kommercielle selskaber om firmapensioner. Som bekendt har Sampension for nogle år siden forsøgt sig, men vist med blandet held, for selskabet ønsker ikke at oplyse, hvor mange kommercielle kunder der er kommet i hus.
Hjælp fra SUL-bekendtgørelse
Sampension oplyser: ”Vi har været på firmapensionsmarkedet i nogle år efterhånden, og stadig flere virksomheder peger på Sampension som leverandør af firmapensionsordninger på det meget konkurrenceprægede marked. Den udvikling ventes at fortsætte fremover – ikke mindst i lyset af Finanstilsynets SUL-bekendtgørelse.”
Videre hedder det: ”Vi har flere gange oplevet at blive valgt fra i udbud, fordi vi ikke vil tilbyde, at nogle kunder får lavere priser på syge- og ulykkesforsikringer end andre. Når vi deltager i udbud, ændrer vi ikke pris fra gang til gang. I stedet får alle de samme faste lave priser, hvilket efter vores opfattelse er mest fair – også over for vores eksisterende kunder. Derfor forventer vi også, at den nye bekendtgørelse alt andet lige vil bidrage til, at vi fremadrettet vil stå endnu stærkere i udbudsrunderne.”
Pensiondanmark oplyser, at selskabet ikke har planer om at gå ind på det kommercielle pensionsmarked. Heller ikke Industriens Pension er på vej med kommercielle produkter, oplyser selskabet.
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her