I forrige uge blev Økonomisk Ugebrev ramt af et navneforbud, netop som man ville offentliggøre en veldokumenteret og – i mine øjne – ganske nøgtern historie om et principielt opgør mellem to kendte virksomheder i finansverdenen. Sagen involverede en politianmeldelse, der i sidste måned førte til, at politiet foretog flere ransagninger. Der er ikke rejst sigtelser i sagen, der stadig efterforskes.

Sagen afspejler en tendens: Før og efter kritiske erhvervshistorier offentliggøres, udspilles der ofte større slagsmål i kulissen. Jeg kender en del til det: Indtil for nylig var jeg i et tiår etisk vagthund i DR og som lytter- og seerredaktør involveret i striber af intense diskussioner. Jeg har oplevet det hele: Den korrekte og dybt relevante historie som fortjente stærk opbakning, selvom trusler om sagsanlæg og erstatninger føg gennem luften længe før udsendelse. Og i den anden ende af spektret en del sager, hvor udsendelsen vitterligt gav et forvrænget billede af en omstridt sag, og hvor kritikken var fuldt berettiget.

Tendensen er klar: Disse slagsmål tager til. Årsagerne skal findes på begge sider af bordet. Alle medier er i disse år udfordret på deres forretningsmodel og på deres evne til at fastholde kundernes/seernes/læsernes opmærksomhed. Det fører jævnligt til, at nogen søger at løse problemet ved at råbe højere – og ved at skærpe historierne. Det ses klarest på tv, hvor et magasin eller en kritisk dokumentar virkelig skal fortælle en historie med stærke skæbner og/eller en klar skurk for at slå igennem i primetime. I de skrevne medier laves det meste erhvervsjournalistik med omhyggelighed og fokus på god presseetik, men der er jævnligt markante undtagelser. Især i de tilfælde, hvor det redaktionelle hold savner den erfarne fagmedarbejder.

Intet under, at skoven af kommunikationsafdelinger og juridiske rådgivere er klar i starthullerne for at gå i aktion – og klar til at bruge hele værktøjskassen for at modgå den skadelige historie. Problemet er, at det nogen gange kan været helt på sin plads – mens der andre gange buldres på de store trommer for at forhindre en relevant og forsvarlig historie.

Slagsmålene kan man ikke afskaffe. De skal være der – og ansvarlige redaktioner bør vide, hvordan de skal tackles. En fri presse kan ikke være balladefri. At politiske og økonomiske magthavere skal holdes ansvarlige kan ikke gå stille af. Alligevel er der grund til at stoppe op og overveje udviklingen. Det der sker er på flere fronter en gensidig oprustning: Historier vinkles for hårdt og mødes så med uindpakkede trusler om modangreb og sagsanlæg. Ideelle argumenter skamrides på begge sider.

Skal nedrustningen have en chance må ansvarlige chefer lægge linjen. Medierne må skærpe deres pressetik – og arbejde mere systematisk med at undgå fejl og mangel på fairness. Og de der bliver genstand for kritisk omtale må besinde sig på, at åbenhed og klar dokumentation for egne påstande i længden er en vinderstrategi. Hvis man altså ikke lige er en ”Evergreen”.

Sidste år blev Økonomisk Ugebrev ramt af et ganske voldsomt angreb fra PFA, der rasede over en historie, om, at deres regnskab gav et overdrevet billede af selskabets vækst. Et sagsanlæg blev dog senere trukket tilbage og Finanstilsynet gav efterfølgende kritikken medhold. Det er sager som den, der burde få de mest aggressive informationschefer og advokater til at overveje deres brug af det hårde skyts. Også i den aktuelle sag om navneforbuddet er forløbet interessant. Som ekspert i medieetik bad redaktionen mig gennemgå de omstridte artikler. Efter en journalistisk vurdering var det efter mit bedste skøn nøgtern og relevant.

I sagen indgår en fanfare fra advokat Michael Christiani Havemann (også kendt fra PFA-forløbet), der mildt sagt ikke deler min opfattelse. Han fremhæver i et brev, at en omtale af sagen ville opfylde de ”retslige betingelser for bagvaskelse” og gør venligt opmærksom på, at bladets erstatningsansvar ”… meget hurtigt vil kunne overstige 10 mio. kr.” Den ene part (som Havemann havde skrevet på vegne af) søgte herefter i allersidste øjeblik at få nedlagte et fogedforbud mod omtale af sagen. Det afviste retten, der ikke fandt det ”… godtgjort eller sandsynliggjort, at den planlagte artikel vil krænke en ret for sagsøger.” Derimod nedlagte byretten et navneforbud, der nu er stadsfæstet aflandsretten.

Generelt er navneforbud blevet mere udbredte. Det kan der være gode grunde til, da en person hurtigt – blot på en tynd og ubekræftet mistanke – kan blive belastet af en sag, der på få timer drøner rundt i mediemøllen med tilhørende sociale medier. Derfor skal man tænke sig rigtig godt om, før man i følsomme sager nævner navne. Men hvor langt skal sådanne hensyn strækkes, når kendte virksomheder er i strid om sager af generel interesse? Skal offentligheden ikke kunne følge med i de objektive kendsgerninger i sådanne forløb, mens de udspiller sig?

Det er hvad man – i mangel af klare svar – kalder et godt spørgsmål.

Læs hele udgivelsen her

DEL