En kommende retssag om dårlig rådgivning kan koste AP Pension både tusindvis af både nye og eksisterende kunder. Samtidig risikerer AP Pension at lægge sig ud med Finanstilsynet og en række topfolk i finanssektoren, der kan få en stor næse, hvis AP Pension taber sagen. Økonomisk Ugebrev gennemgår her sagen.
Danmarks fjerde største pensionsselskab AP Pension med over hundrede milliarder pensionskroner under forvaltning risikerer at blive kastet ud i en af de værste kriser i selskabets historie oven på det gruppesøgsmål, der nu trækker selskabet i Landsretten.
For allerede nu står det klart, at konsekvenserne kan blive meget store for AP Pension. Først og fremmest kommer sagen meget ubelejligt, da AP Pension lige nu står over en mulig fusion med de to pensionskasser for ingeniører – DIP og ISP. Og spørgsmålet er, om sagen skrinlægger disse muligheder, da gruppesøgsmålet netop drejer sig om kunder fra en tidligere fusion, hvor AP Pension altså nu bekæmper kunderne.
Tabes sagen i sidste ende i Landsretten vil det også kaste skygger langt ind over finanssektoren, hvor sagen kan give store ridser i lakken for siddende topfolk som næstformand i Finansforbundet, Michael Budolfsen, og adm. direktør Lasse Nyby fra Spar Nord. Begge anbefalede fusionen af Finanssektorens Pensionskasse (FSP) ind i AP Pension og begge var i bestyrelsen stærke fortalere for det omvalg, der nu er årsag til gruppesøgsmålet bestående af 211 utilfredse kunder i AP Pension.
Kunderne mener sig dårligt rådgivet i forbindelse med et omvalg af deres pensionsordninger, hvor de gik fra det traditionelle og sikre pensionsprodukt med en garanti til det mere usikre og moderne markedsrenteprodukt. Omvalget har i gennemsnit kostet medlemmerne 30 procent af deres pensioner som direkte tab, som beskrevet i seneste udgave. Økonomisk Ugebrev gennemgår her sagens indhold.
EN ”LILLE” SAG BLIVER STOR
Gruppesøgsmålets advokat Claus Hedegaard Eriksen oplyser, at sagens størrelse på blot 18 mio. kr. ikke er meget sammenlignet med, at AP Pension allerede har kompenseret nogle af kunderne med 180 mio. kr. efter direkte pålæg fra Finanstilsynet. Samtidig delte AP Pension ekstra 500 mio. kr. ud til kunderne i starten af året, så pensionsselskabet er næppe økonomisk presset, lyder vurderingen.
”Jeg undrer mig også over, AP Pensions adfærd i sagen. Det er jo ikke sådan de ikke har råd til at kompensere os til de pensioner, vi er blevet lovet. Alene sagsomkostningerne ved en retssag vil jo løbe op i millioner. Eller måske er det bare svært at erkende, når man har begået en fejl,” siger formanden for gruppesøgsmålet Harry Max Friedrichsen.
Han mener, at der kan være andre årsager til, at AP Pension kæmper så indædt for at få gruppesøgsmålet diskvalificeret: For det første står AP Pension lige nu over for en kæmpe mulighed, hvor to pensionskasser med ingeniører arbejder hen mod en fusion. AP Pension er netop nævnt som en mulig samlende tredje partner i denne fusion og kan på den måde føje mange milliarder til sin størrelse. Ved at erkende fejl i den tidligere fusion med Finanssektorens Pensionskasse kan det skade fusionsmulighederne.
For det andet gav tunge topfolk som nuværende næstformand i Finansforbundet Michael Budolfsen og adm. direktør Lasse Nyby fra Spar Nord stærke anbefalinger til medlemmerne i FSP om at sige ja til nye pensionsprodukter, der endte med at koste 30 procent af pensionen. Lasse Nyby sidder stadig i bestyrelsen i AP Pension. Sådanne centrale personer vil også blive en del af en kommende retssag, hvor der kan blive stillet endog ubehagelige spørgsmål til dem.
For det tredje må det også formodes, at Finanstilsynet heller ikke ønsker en retssag, hvor deres egne topfolk skal forklare sig. Der er allerede faldet en afgørelse fra tilsynet, der sagde at AP Pension skulle kompensere de tidligere FSP medlemmer efter omvalget. Efterfølgende godkendte Finanstilsynet den model, som AP Pension brugte til at fordele pengene mellem medlemmerne. De 211 i gruppesøgsmålet modtog ingen kompensation. Hvis Landsretten når frem til et andet resultat, står tilsynet til at forklare sig. For det fjerde, er det af andre årsager blevet nærmest umuligt at forelægge sagen for AP Pension, da hele grundlaget er et omvalg for næsten titusinder tidligere kunder i FSP. Størstedelen står med en forældet sag, da man skal anlægge en retssag inden for et år efter en sag har været for Ankenævnet for Forsikring. Hvordan vil de mange tusind kunder reagere, hvis AP Pension indgår forlig med kun 211 kunder.
Læs resten af artiklen her.
Carsten Vitoft