Vigende kreditvillighed i bankerne giver i stigende omfang grobund for nye alternativer på det grå lånemarked. SMVDanmarks nye låneportal for medlemmerne begynder nu for alvor at komme i gang med låneansøgninger for mere end 100 mio. kr. Interessen fra medlemmernes side er langt større end forventet. Samtidig falder bankernes udlån til det samme segment.
Svag kreditvillighed og stive myndighedsregler for bankerne og realkreditten har nu givet endnu en alternativ låneformidler vind i sejlene. I den seneste udgav af Økonomisk Ugebrev beskrev vi et nyt alternativ til den traditionelle realkredit for boligudlån. Nu er der også gang i et alternativ til udlån til SMV-virksomheder. Bag projektet står brancheforeningen SMVDanmark, det tidligere Håndværksrådet.
Herfra siger vicedirektør Jakob Brandt, at han er mere end tilfreds med de foreløbige resultater af brancheforeningens alternativ til pengeinstitutfinansiering. Initiativet blev lanceret før sommerferien. Men folketingsvalg og sommerferie betød, at det først for alvor er her i efteråret at der er kommet gang i markedspladsen for låneformidling.
KONSEKVENS AF UTILFREDSHED
”Vi startede reelt først kampagnen for markedspladsen op i løbet af september. I lyset af, at der for tiden er meget afdæmpede generelle vækstforventninger i erhvervslivet, er det imponerende at se interessen. Totalt er der nu kørt 27 mio. kr. gennem behandlingsprocessen, og vi har modtaget låneansøgninger for et beløb på nu over 100 mio. kr.,” siger Jakob Brandt.
Initiativet er født som en konsekvens af utilfredshed med pengeinstitutternes behandling af medlemmer af SMVDanmark. Nationalbankens udlånstal for pengeinstitutter viser da også, at udlån til gruppen af selvstændige er faldende. Sammenligner man personligt ejede virksomheders lån fraregnet boliger, var bankernes udlån ved udgangen af september på 63.273 mia. kr. I forhold til samme måned året før har der været tale om et fald på 1570 mio. kr. Dermed er der taget højde for eventuelle sæsonudsving. De seneste to måneder viser bankernes udlån til personligt ejede virksomheder en tilbagegang på godt 300 mio. kr.
Udviklingen underbygges af Nationalbankens udlånsundersøgelse for tredje kvartal. Her oplever fem af de 17 adspurgte banker lavere efterspørgsel fra erhvervskunder sammenlignet med kvartalet før. Resten oplever uændret efterspørgsel. Det er både fra nye og eksisterende kunder, at efterspørgslen hos bankerne er faldende, og det gælder navnlig for gruppen af små og mellemstore virksomheder. Det er altså i det lys, at interessen for SMVlånene skal ses. ”Når vi samtidig kan se, at efterspørgslen efter lån samlet er vigende, så er det særdeles tilfredsstillede at se interessen for vores låneformidling,” siger Jakob Brandt. Han oplyser, at der i de kommende måneder vil ske en intensiveret markedsføring af mulighederne, bl.a. på medlemsmøder. ”Her vil virksomhederne for alvor blive eksponeret over for muligheden for finansiering og placering af overskudslikviditet,” siger han.
I forhold til bankernes produkter fremhæver han, at låntager med SMVlån bliver tilbudt faste vilkår i låneperioden, i modsætning til bankerne, der altid vil forbeholde sig ret til at justere renten.
Samtidig er rentemarginalen for lån ydet gennem SMV-Danmark kun på 1 procent. Til sammenligning viser Nationalbankens tal, at personligt ejede virksomheder i september betalte en rentemarginal i pengeinstitutter på 4,01 procent, mens ikke-finansielle selskaber betalte 2,59 procent.
MULIGHEDER MED OVERSKUDSLIKVIDITET
Den anden side af låneportalen, nemlig finansieringssiden har i den første periode været lidt mere træg. Her har det i første omgang været eksterne investorer, der har leveret finansieringen. Men hensigten er, at det også skal varetages af medlemmer. Her peger Jakob Brandt på at den aktuelle udvikling, hvor flere og flere banker indfører negative renter. ”Jeg forventer, at det vil få flere til at overveje alternativ placering af likviditet, og med låneportalen er der mulighed for at indskyde penge til udlån fra 200 kr. og op,” siger han. Hele administrationen af både indlån og udlån sker i et samarbejde med Flexfunding. Det betyder, at der allerede eksisterer ganske detaljeret statistik for lånenes forløb, sikkerheder, restancer og tab. Låntagere kan låne beløb mellem 200.000 kr. og 5 mio. kr. Renten kan fastsættes inden for intervallet 3,95-9,7 procent, og løbetiden for lånene er fra 6 til 60 måneder.
Ejlif Thomasen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.