Kryptovalutaer vil aldrig afløse nationale valutaer, men de opfylder et reelt behov hos såvel kriminelle i stærke stater som almindelige borgere i svage stater. Derfor vil de bestå, og som omfanget af behovet bliver mere og mere klart, vil spekulationselementet blive mindre udtalt, og de voldsomme kursudsving vil flade ud. Sådan lyder forudsigelsen i en ny rapport.
Guld har på godt og ondt haft enorm betydning gennem hele menneskehedens historie, men på den anden side havde verden formentligt været lige så lykkelig, og udviklet sig lige så meget, uden dette ædelmetal. Så ville guld overhovedet have nogen værdi, hvis ikke folk fremdeles fandt det attraktivt til at pynte sig med? Nogle historiske situationer tyder på, at det ikke er tilfældet. I Holland i 1600-tallet blev tulipanløg handlet op i svimlende priser, der næsten fra den ene dag til den anden fordampede. I nutiden kan det samme være ved at ske med frimærker, om end over et længere tidsspand. I takt med, at færre bruger frimærker til deres egentlige brug, er antallet af samlere skrumpet ind, og det samme er priserne på mærkerne.
BANEBRYDENDE STUDIE
Indtil for få år siden var den slags diskussioner kun relevante for filosoffer og meget nørdede økonomer. Men fremkomsten af kryptovalutaer har gjort den relevant og aktuel: Det er åbenlyst, at mange køber kryptovalutaer af rent spekulative årsager, men har de en brugsværdi? Og hvis nej, er det så et spørgsmål om tid, før værdierne fordufter og kryptovalutaerne går i sig selv?
Storbanken Barclays giver et bud på disse spørgsmål i sin Equity Gilt Study 2018. Det er banebrydende for så vidt, at det er første gang, økonomer for alvor har forholdt sig til dén vinkel, og at betragtningen giver investorerne et mere solidt fundament til at vurdere, om værdierne i kryptovalutaerne er holdbare, og i givet fald på hvilket niveau.
Og Barclays svar er: Ja, krytopvalutaer tilfører verden en reel nytteværdi. Der vil være langsigtet efterspørgsel efter kryptovalutaer på mellem 660 og 780 mia. doller. Det er så meget, at der er et betydeligt potentiale ved kryptovalutaernes nuværende værdi. Men det er en tilfældighed, for så sent som ved toppunktet før jul var værdierne langt over det, Barclays ser et potentiale for. Investorerne må endvidere tage højde for, at de ikke nødvendigvis har den rigtige kryptovaluta.
Udgangspunktet for beregningerne er naturligvis, at staterne overhovedet vil tillade, at der cirkulerer private valutaer. Men det vil de med al sandsynlighed, for man kan alligevel ikke forhindre folk i at tillægge et eller andet objekt en værdi og udveksle det med hinanden. Derimod kan – og vil – myndighederne forlange, at de officielle valutaer er betalingsmidlet i en række sammenhænge, og dermed marginalisere kryptovalutaerne.
Imidlertid er der mange stater, der kun har begrænset styrke i den henseende. Jo mindre udviklet et land er, og jo mere usikker dets valuta er, jo mere vil borgerne søge over mod kryptovalutaer. Sådan daglig brug i svage stater udgør godt en tredjedel af det potentiale, Barclays ser.
Det resterende potentiale kommer fra kriminelles behov for transaktioner og opbevaring af formuer. Også her er der nogle begrænsninger på, hvor stor den praktiske anvendelse kan blive. Barclays antager som udgangspunkt, at kryptovalutaer kun for alvor vil kunne bruges til interne handler mellem den kriminelle verdens ”engros-forretninger”, men de står også for en fjerdedel af ”sektorens” omsætning. For så vidt angår lagring af værdier antager Barclays, at en tiendedel af de illegale formuer, der i dag ligger i store sedler fra anerkendte valutaer, vil blive konverteret til kryptovalutaer.
MARKEDET FINDER SIN FORM
Det er altså i nogle mørke områder af verdensøkonomien, Barclays ser behovet for kryptovalutaer. Men mørke eller ej, så er de en realitet, og der er da også tegn på, at spekulationsbølgerne bliver mindre og mindre, relativt set. Det kan afspejle, at de nye valutaer er ved at finde deres form, mens spekulationen, sammen med de ideologisk motiverede køb, får mindre og mindre betydning. Med tiden vil de helt forsvinde, forventer Barclays, men begge grupper kan trøste sig med, at de ikke, som de forsmåede frimærkesamlere, vil stå tilbage med noget, som engang var en formue værd, men som i dag blot er mørnede album med små, værdiløse papirlapper i.
Sten Thorup Kristensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.