Både eksperter og låntagere i Forenet Kredits repræsentantskab advarer nu mod, at foreningen og bestyrelsesformand Nina Smidth anvender den varslede reklamekampagne til 30 mio. kr. til blot af fremme egne foreningspolitiske særinteresser – ved at hænge de kritiske røster i foreningen ud.
Udmeldingen fra Forenet Kredits bestyrelsesformand Nina Smith om at køre en kampagne for at udbrede kendskabet til foreningen bliver mødt med positiv vagtsomhed. I finans.dk er Nina Smith under rubrikken ”Nykredit-ejer bruger millioner på at forhindre oprørske kunders kupforsøg” nemlig citeret for at sige, at ”Vi er sårbare, fordi kun fem procent af Nykredits kunder kender os. Det betyder, at et lille mindretal kan mobilisere sig og reelt bestemme over det store flertal. Det er hverken demokratisk eller sundt. Derfor skal vi have øget kendskabet til vores forening.”
HVEM RÅBER OP?
Seniorrådgiver Lars Krull fra Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet ser positivt på, at Forenet Kredit nu vil øge kendskabet til foreningen – også selvom det koster penge. ”Demokrati koster, men det er fint, at de nu vil køre en kampagne,” siger han. Men når Nina Smith taler om, at et mindretal kan mobilisere sig og reelt kuppe sig til magten, så er det ikke kun udefrakommende, det drejer sig om. ”Dem, der råber op og prøver at tage magten, kan også være den nuværende bestyrelse,” advarer han.
En af vejene til et øget valgdeltagelse kan være indførelse af elektronisk afstemning. Et nyligt survey i Økonomisk Ugebrev med over 500 svar viste således, at en overvældende andel af de låntagere hos Nykredit/Totalkredit ikke stemmer til repræsentantskabsvalgene. Men hovedparten vil overveje at stemme, hvis der var mulighed for elektronisk afstemning. Dermed ville den brede medlemsgruppe komme til orde, og ikke kun bestyrelsens udkårne støtter eller en eventuel kritisk minoritet.
Resultaterne af undersøgelsen underbygger Lars Krulls forventning. ”Jeg går ind for, at man indfører elektronisk afstemning, for det vil utvivlsomt øge valgdeltagelsen,” siger Lars Krull. Han peger på, at de enkelte kandidater nemt kan præsentere sig selv på f.eks. en 90 sekunders præsentationsvideo. ”Vi stemmer jo reelt også, hvad der svarer til elektronisk, når vi f.eks. går til folketingsvalg,” siger han.
Hos Trygfonden indførte man for nogle år siden elektroniske valg, og det har øget valgdeltagelsen ganske markant, så der de seneste valg har været en stemmeprocent på mellem 12 og 15, mens den hos Forenet Kredit antageligt ligger på et par procent.
Repræsentantskabsmedlem Jens Vesterbæk hilser overordnet også initiativet om at udbrede kendskabet til Forenet Kredit velkomment. Han blev medlem af repræsentantskabet for tre år siden efter selv at have stillet op – i modsætning til kandidater foreslået af bestyrelsen.
”Når Nina Smith taler om oprørske kunders kupforsøg, så vil jeg pege på, at det under de seneste valg i høj grad har været ledelsen, der har kuppet sig til valg af egne kandidater,” siger Jens Vesterbæk. Han peger på, at de låntagere, der af egen drift forsøger at blive valgt til repræsentantskabet, skal yde en meget stor indsat med både at skaffe stillere og efterfølgende føre valgkamp. Er man derimod indstillet af bestyrelsen, er situationen en helt anden. ”Her er de ansatte i Nykredit på kandidatens hold, og de kan samle fuldmagter i arbejdstiden. Herudover har ledelsen vist nok arrangeret og betalt bustransport for ansatte, så de kan stemme ved valget,” siger Jens Vesterbæk.
TUNGEN LIGE I MUNDEN
Han advarer derfor kraftigt mod, at ledelsen bruger den kommende kampagne til at arbejde for at sikre den siddende bestyrelse magten og holde kunder, der selv stiller op, ude.
Tidligere har professor i foreningsret Ole Hasselbalch vurderet, at hvis ledelsen skulle forfalde til at promovere egne kandidater i deres kampagne, vil der med stor sandsynlighed være tale om misbrug af foreningens midler.
”Den almindelige foreningsret omkring valg siger klart, at ledelsen ikke på usaglig vis må påvirke udfaldet af et valg, og ledelsen kan blive erstatningsansvarlig for følger, hvis den bryder denne regel. Det vil i givet fald være en sag, der kan afgøres ved domstolene,” har han tidligere udtalt til Økonomisk Ugebrev.
Der er således udsigt til, at den kommende kampagne vil blive fulgt meget nøje, og at det for Nina Smith gælder om at holde tungen lige i munden, hvis hun ikke vil risikere beskyldninger om misbrug.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her