Berlingske:Tidligere minister kalder millionbevillinger ”vildt svære”

Vi har vist nævnt det før, men komikeren Groucho Marx gjorde det engang klart, at han ikke ønskede at være medlem af en forening, der optog sådan en som ham. Måske har citatet også rindet en og anden minister i hu gennem den seneste halvanden måneds tid, hvor erhvervsminister Rasmus Jarlov gang på gang har fordømt Danske Bank for sin slendrian med opsynet af sine kunder i den estiske filial – alt imens hans partifælle, socialminister Mai Mercado (forhåbentligt) har orienteret regeringen om den sag, som blev offentligt kendt i den seneste uge, og som viser, at det står langt værre til i den administration, som regeringen selv har ansvar for.

At en svindler har kunnet lænse Socialministeriet for 111 mio. kroner over 16 år viser, at der mangler selv den mest basale form for opsyn. Man sikrer ikke, at bevillinger kommer de rigtige steder hen, og Rigsrevisionen tjekker det åbenbart heller ikke. Alle har ladet stå til, selv om man var advaret. Siden daværende socialminister Annette Vilhelmsen i 2014 for åben skærm kom til at afsløre, at man uden om bevillingssystemet havde besluttet at give en million til en bestemt virksomhed, har alle vidst, at satspuljesystemet var en sump, der skulle ryddes op i. Det har Rigsrevisionen også selv tidligere konstateret.

Den nye sag er trods alt et skridt længere ned i muddergrøften. Men hvordan reagerede pressen så på nyheden? Jo, få timer efter havde Ekstra Bladet fundet frem til, at nogle af de 111 stjålne millioner var overført til en eller flere konti i Danske Bank. Stort set alle medier fulgte op, så banken nu kom til at fremstå som en hovedskyldig i denne skandale også. I Berlingske torsdag bliver Manu Sareen, der som tidligere socialminister faktuelt er blandt de ansvarlige for, at det kunne gå så galt, præsenteret som én, der kommer med ”skarp kritik”.

Han slipper også afsted med at sige, at ”selvfølgelig var der ikke styr på det. Det er vildt svært at have overblik over så mange millioner,” og ”jeg fik sat mange ting i gang, men sådan noget tager tid, inden det virker.” Danmark havde set noget anderledes ud det seneste halve års tid, hvis medierne havde godtaget tilsvarende bortforklaringer fra bankledelser. Men det har de ikke. I selv samme avis udtaler en ekspert i hvidvask om samme sag, at ”Danske Bank har en klokkeklar forpligtelse til at slå ned i sådan et tilfælde.”

Logikken i det brister. Staten har vel millioner af udbetalinger hvert år, og mange af dem går (i de fleste tilfælde helt legitimt) til lyssky eller ugennemskuelige foretagender. Hvis staten ikke selv kan holde styr på det, hvordan i alverden skal en bank så kunne?

Skal Borgen og Andersen i fængsel?

Det, vi nu må kalde den oprindelige hvidvasksag, er også stadig et stort emne i medierne, og en af ugens mest interessante artikler blev bragt i Weekendavisen. Her fejer Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet, en central konklusion i Danske Banks egen advokatredegørelse af bordet – nemlig den om, at hverken adm. direktør Thomas Borgen eller bestyrelsesformand Ole Andersen kan ifalde strafansvar.

Advokaterne, Bruun & Hjejle, argumenterede bl.a. med indholdet i de to toplederes kontrakter. Men som Toftegaard bemærker, kan en virksomhed naturligvis ikke friholde sine medarbejdere fra loven på den måde, og har man bidraget med ”tilskyndelse, råd eller dåd” til en kriminel handling, kan man straffes for medvirken. Toftegaard beskriver videre, hvordan ledere af mindre virksomheder er blevet retsforfulgt for mindre og opfordrer SØIK til meget nøje at overveje, om den også bør se nærmere på mulige straffesager mod Danske Bank-ledelsen.

Det er en god betragtning. En strafferetlig proces mod Borgen og Andersen vil, uanset dens udfald, skabe en klarhed, som der tydeligvis er behov for. Lige nu er forargelsen stor over, at Thomas Borgen blot kan forlade banken, og endda med en stor fratrædelsesgodtgørelse, og den følelse kan man ikke bebrejde danskerne, når man ved, hvordan de har fået beskrevet hvidvask og sagen. En straffesag vil enten munde ud i en dom eller i en forklaring på, hvorfor topledernes handlinger ikke var helt så forfærdelige alligevel.

En domfældelse, skulle det ende med det, vil måske også være et wakeup-call til de erhvervsledere – og det er vist samtlige sådanne – der har valgt den nemme løsning og enten har holdt munden lukket eller artigt har deltaget i fordømmelsen over Danske Bank. Lovgivningen om hvidvask er så kompleks, at enhver virksomhed, der er omfattet af den, risikerer at komme i klemme. Det er uholdbart, og måske kan udsigten til at komme i fængsel, uden på noget tidspunkt at have haft kriminelle intentioner, få erhvervsledere i risikozonen til at sige det højt.

Sten Thorup Kristensen