Bestyrelsessvigt: Formandskab for Energi Danmark bør gå af

Håndteringen af de trecifrede millionbonusser til tre medarbejdere i Energi Danmark har været amatøragtig og afspejler en inkompetent bestyrelse, som ikke vil tage ansvar for egne fejl, skriver chefredaktør Morten W. Langer, som også påpeger, at bestyrelsen er præget af dobbeltkasketter og manglende fokus på god selskabsledelse og stringent rapportering.

Sagen om trecifrede millionbonusser til tre ansatte i Energi Danmark har efterhånden huseret nogle uger. Og som sagen udvikler sig, bliver den mere og mere grotesk. Sagen handler kun om én ting: Nemlig en amatøragtig bestyrelse, som nu gør alt for at redde ansigt, selvom det er umuligt.

At skyde skylden på de tre nu fyrede ansatte vidner om, at den siddende bestyrelse ikke har format og forståelse for, hvad det indebærer at sidde i en bestyrelse for et stort selskab, og hvad man som bestyrelse har af pligter og ansvar overfor ejerne. 

Glemt rapporteringspligt

Tilsyneladende har den mangeårige, nu fyrede, adm. direktør indgået en aftale bag bestyrelsen ryg. Men det kunne kun ske, fordi bestyrelsen ikke havde fastsat en klar og entydig rapporteringspligt fra direktionen. 

Det lugter af, at bestyrelsen i den grad har svigtet sin kontrolopgave, herunder at have faste politikker for retningslinjer for vederlagspolitikker og god selskabsledelse.

I den seneste årsrapport (fra 2021) er intet nævnt om corporate governance, vederlagspolitikker, bonuspolitikker eller bestyrelsesevaluering. Noget tyder på, at man fuldstændig har glemt ”g’et” – for governance, eller på dansk selskabsledelse. Der står heller ikke noget om bestyrelsens eventuelle selvevaluering eller ønskede kompetencesammensætning.

Af en pressemeddelelse mandag indikeres, at det nærmest er en tilståelsessag for bestyrelsen: Det fremgår, at bestyrelsen nu (igen) skal have et uafhængigt bestyrelsesmedlem, at der skal udarbejdes vederlagsrapporter til bestyrelsen, og at ”nye bonusrammer fremover skal godkendes af bestyrelsen,” som det formuleres.

Det sidste er mildest tal overraskende, da bestyrelsen hele tiden har påstået, at bonusaftalerne for de tre ny fyrende ansatte var indgået uden bestyrelsens viden. Måske fordi det ikke var et krav?

I det hele taget kan man ikke klandre de tre bonushajer: På arbejdsmarkedet handler det om køb og salg, og hvis man er mange penge værd, så søger man at få det. Det virker som om, at de har været meget smarte og udnyttet situationen. 

Al politisk snak om, at der skal sætte maksimum på, hvad man må tjene, er det rene nonsens. Enhver ansvarlig bestyrelse vil sørge for, at det ikke løber løbsk, og det er en god idé, at sætte et loft på. 

Så velkommen til virkeligheden. At kalde tre medarbejdere for grådige og uansvarlige er det rene nonsens. At bestyrelsen for Energi Danmark har fyret dem kan være ok, hvis de efterfølgende har udvist illoyal adfærd. Men det har ikke noget at gøre med deres bonusordning, som angiveligt oprindeligt skulle have været en ejerandel af et nyt energihandelsselskab. 

At advokatfirmaet Gorrissen Federspiel bakker op om bestyrelsen for Energi Danmark, som påstår at bonusordningen er ulovlig, skal man ikke lægge så meget i: Advokater indtager ethvert synspunkt, hvis de blot bliver betalt for det. Nu kommer der en dyr retssag, som Energi Danmark stensikkert taber. Og den bliver sikker endnu dyrere, end hvis selskabet lagde sig ned nu.

Myndighedernes opgave

Bestyrelsen, med formand Jesper Hjulmand og næstformand Jacob Vittrup i spidsen, vil redde deres professionelle liv. Men det er vist alene et spørgsmål om tid, før de ryger alligevel.

Hvis man skal tage lidt op i helikopteren, handler sagen i virkeligheden om, at bestyrelseskompetencer og selskabsledelse i det andelsejede forsyningsdanmark skal opgraderes ganske voldsomt.

Det er på tide, at der kommer professionelle uafhængige bestyrelsesmedlemmer ind, at der udarbejdes anbefalinger om god selskabsledelse, og at der kommer mere hånd i hanke med de priser, som danskernes pålægges for energi, affaldshåndting, vand og gas.

Selskaberne er langt hen ad vejen monopoler, og ejerne er i sidste ende hr. og fru Danmark. Det er ikke derfra, at presset kommer for at professionalisere ledelserne og at øge transparensen. Sagen viser, at det er en opgave for myndighederne.

Morten W. Langer