Bliver den danske models sammenbrud et stort tema i 20’erne?

Det blev ikke formuleret direkte, da ”den danske model” på arbejdsmarkedet blev etableret i 1898, men i bund og grund handler den om, at arbejdsmarkedets parter selv fordeler gevinsterne ved produktivitetsstigninger, og hvis de kommer op at slås om det, så må de slås færdig. Men meget har ændret sig siden dengang, hvor langt de fleste arbejdspladser fandtes i den private sektor. I denne er det over tid nemt at måle produktivitetsstigninger. I den i dag meget store offentlige sektor er det svært grænsende til umuligt, og politikerne har indrettet det sådan, at de offentlige lønninger følger de private. Det summer lige nu sammen til, at når de privatansatte op til overenskomstforhandlingerne søger lønstigninger, fordi de kan se, at deres arbejde er blevet mere værd, trækker de samtidig lønnen op i den offentlige sektor, hvor de politiske vinde peger mod, at de ansatte skal have mere tid – altså at produktiviteten skal sættes ned.

Det er Berlingskes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen, der i en leder forrige lørdag påpegede denne gode pointe. Man kan godt diskutere, om det også var rigtigt at beskylde fagbevægelsen for grådighed, og tilsvarende kan man diskutere, om Thomas Bernt Henriksen gav den for meget gas, da han nytårsdag kritiserede erhvervsminister Simon Kollerup og FH-formand Lizette Ringgaard for sammen at have skrevet et indlæg om dansk erhvervspolitik. At en socialdemokratisk minister taler med fagbevægelsen først er vel ikke så opsigtvækkende. Men at Bernt Henriksen alligevel havde ramt et ømt punkt fremgik af replikken fra ministeren og formanden, der nu mest havde floskler tilbage, som opfordringen til ikke ”at blive hængende i ideologi.” En mærkelig melding fra en minister i den mest ideologiske regering i årtier.

Berlingske kan godt fortsætte i sporet, og det kan vi andre også. Ved indgangen til et årti er det skik at fundere over, hvad der bliver dette årtis store temaer, og den danske models sammenbrud kan meget vel blive et af dem. LO og FTF er sluttet sammen til FH i en tilsyneladende forbrødring mellem privat og offentligt ansatte, men den ændrer ikke på, at de to grupper i vidt omfang har modstridende interesser.

Et andet eksempel end det, Bernt Henriksen havde fat i: Børsen beretter, at 3F møder til forhandlingerne med et krav om stort hop opad i mindstelønnen for byggearbejdere. Lad os bare tage dem for pålydende og antage, at hensigten ikke er at holde udlændinge ude, men at man faktisk tror på, arbejdsgiverne så bare vil give så meget mere i løn. Helt utænkeligt er det ikke under den nuvæ-rende situation med høj byggeaktivitet og et presset arbejdsmarked. Men hvis det skal virke, skal arbejdsgiverne trods alt være velpolstrede, og det rimer så ikke med den forhøjelse af generationsskifteskatten, som FH støtter for at finansiere lønnen til flere offentlig ansatte.

På et eller andet tidspunkt må byggearbejderen og sosu-assistenten se hinanden i øjnene og erkende, at lige nu og her er de hinandens modstandere. Den lønstigning efter skat, den ene får, bliver betalt af den anden. De kunne selvfølgelig forenes om, at pengene skal hentes i offentlig administration og projektmageri, men så er det erhvervsministerens gren, man saver i, og da er det forbrødringen mellem ham og FH-formanden, der er på spil.

HVORNÅR SKAL BØDSKOV OG LAURITZEN I ILDEN?
Hov, hvad var det med, at den nye regering er meget ideologisk? Den er særligt god mod børn, dyr og klima, har vi forstået, men er alt ellers ikke mere eller mindre, som det plejer at være? Nej, det er det ikke. Der er en hård kant i udmeldingerne om f.eks. boliger, erhverv og skat, og hvis man ikke ser det, er det fordi tidsånden også har ændret sig, så det, som for ikke så længe siden ville have været aparte, nu bare virker normalt.

Læs f.eks. et par af ugens historier igen: Berlingske fortæller, at Skatteministeriets kontrol med skatteindtægterne ifølge Rigsrevisionen er så hullet, at der er plads til masser af Britta Nielsen’er, og Børsen skriver, at Danske Spil – også under Skatteministeriet – belønner storspillere med rejser, hvilket går stik imod erklærede mål om at forebygge ludomani. Begge dele er store og grimme skandaler, som i hvert fald den tidligere skatteminister, men vel også den nuværende, har et meget konkret ansvar for. Men Karsten Lauritzen får slet ingen spørgsmål, og Morten Bødskov får i begge tilfælde lov at hælde vand ud af ørerne. Det skyldes, som f.eks. Thomas Borgen kan bevidne, ikke, at medier har glemt, hvad formelt ansvar er for en fisk. Men det er erhvervsledere, og ikke ministre, der har fået rollen som nutidens skurke.

Sten Thorup Kristensen