Børsen: Kviklånenes tidsalder.

Den Sociale Retshjælps Fond har tidligere i år udgivet en rapport, der konkluderer, at det i langt højere grad er staten end kviklånsudbydere, der bringer mindrebemidlede danskere i gældsproblemer. Det har ifølge Børsen ført til ballade i fonden, hvor den tidligere formand for Finansrådet Jørgen A. Horwitz har trukket sig fra formandsposten. Et element i striden er, at en kviklånsudbyder har givet et bidrag på 25.000 kr. til udarbejdelsen af rapporten, så man kan være i tvivl om, hvor objektiv den er.

Konklusionen i rapporten kan man diskutere frem og tilbage. Horwitz har en pointe i, at det i en velfærdsstat er naturligt, atmange har gæld til det offentlige, hvorfor man ikke uden videre kan konkludere, at det offentlige har skyld i gældsproblemer. Man kan tværtimod vende det om og sige, at det er en del af velfærden, at det offentlige giver henstand til ubemidlede, også selv om der følger en høj kreditrisiko med.

Men med samme logik må man fastslå, at kviklånsudbyderne i utallige tilfælde har hjulpet danskere gennem en svær periode, eller har hjulpet dem til at realisere fornuftige planer. Og den funktion er i vækst: De mange stramninger, som banker og realkreditinstitutter er blevet pålagt af Finanstilsynet, betyder, at danskerne i mange tilfælde ikke har andre steder at gå hen. Og vi taler ikke længere kun danskere med en svag økonomi. Det kan f.eks. også være en ung lønmodtagerfamilie, der vil købe bolig i en mindre by, men ikke kan få et realkreditlån. Det kan også være pensionister, hvis formue består af friværdi i boligen, men som ikke kan belåne denne i hverken bank eller realkreditinstitut.

Erfaringsmæssigt er der brodne kar blandt kviklånsudbyderne, og dem skal vi som medier holde i ørerne. Men det skal være i erkendelse af, at kviklån har en legitim og vigtig plads under nutidens finansielle regulering, og den kritiske sans skal i mindst lige så høj grad gå mod staten. Ikke fordi den giver borgerne kredit, men fordi den så nidkært forhindrer banker og realkreditinstitutter i at gøre det.

BØRSEN: OXFAM IBIS’ EKSPERTISE

Kender du fornemmelsen, at det først midt i en ophedet diskussion går op for én, at modparten ikke har forstået det emne, diskussionen omhandler? Det er en lidt akavet situation, for man vil jo gerne være høflig, men det er lidt svært at finde pæne ord til at beskrive kombinationen af stærke synspunkter og blank uvidenhed. Denne akavethed opstod for et par uger siden under læsningen af et debatindlæg i Børsen fra Oxfam IBIS’ generalsekretær Kristian Weise. ”Uden selskabsskat ville de rigeste enkeltindivider kunne forme enkeltmandsselskaber, få deres indtægt gennem dem og dermed undgå normal indkomstbeskatning,” skrev han. Oxfam IBIS bliver i medierne ofte benyttet som ekspertkilde i forbindelse med selskabsskatter, skattely og lignende, selv om den er utilsløret venstreorienteret. Ekspertise og politiske holdninger udelukker heller ikke hinanden, men i dette tilfælde gør de det altså: Generalsekretæren tror i fuldt alvor, at virksomhedsejere bare kan trække penge ud af deres virksomheder til privatforbrug uden at blive indkomstbeskattet. Men uanset om værdierne bliver trukket ud som løn, goder eller udbytter, bliver de naturligvis beskattet.

Det synes at være tid til at sige farvel til Oxfam IBIS som ekspertkilde, og så tage diskussionen om selskabsskat forfra. For uden helt at tilkende denne skatteform nogle fordele, så er den primært en anakronisme, som havde sin berettigelse dengang for mange årtier siden, hvor verden fungerede sådan, som Kristian Weise stadig tror, den fungerer. Meget bureaukrati kunne spares, og skattesystemet kunne gøres langt mere overskueligt, og dermed retfærdigt, ved at lægge hele beskatningen af virksomheder ved udgangen – altså når pengene bliver trukket ud som løn eller udbytte. På den måde ville virksomhedsejere naturligvis kunne udskyde skattebetalingen, og det er muligvis det, Kristian Weise tænker på. Men det er ikke noget stort problem i sammenhængen.

DR: KLIMATOSSER, DET ER NOGET, VI SKABER

Det har været en dejlig sommer, rent vejrmæssigt, men der har også været ærgrelser. En Anette Lyngsø bestilte f.eks. en togrejse i udlandet for at være god mod klimaet, men så blev togbilletten sendt til hende med luftpost. DR skrev om det i en sommerserie om togrejser. Fair nok, at det er agurketid. Men det kan også blive for småt, og man skal ikke lægge autoritet til et hvilket som helst synspunkt. Så skaber man ikke viden, men det modsatte. In casu – man skaber helt bogstaveligt klimatosser, der fokuserer på det ligegyldige klimaaftryk fra en luftbåren kuvert på 50 gram.

Sten Thorup Kristensen