Børsen: Var Nets tæt på at lave en OW Bunker?

Nogle gange er en historie så utrolig, at man dårligt tør tro på den, selv om man har dokumentationen i orden. Måske var det sket for Børsens reporter og den ansvarlige redaktør på dagen, da de torsdag før bededagsferien placerede retsre – portagen om en erstatningssag mod Nets diskret på side 8. Sagen er anlagt af den tidligere treasurychef Ralitsa Møller, der blev fyret i november 2015, og som derfor gik glip af sin andel af det berømte incitamentprogram, der ved Nets’ børsintroduktion udløste ca. 2 mia. kroner i gevinst til 69 medarbejdere. Adm. direktør Bo Nilsson – der selv høstede en halv mia. kroner dengang – argumenterede ved byretten i Glostrup for, at fyringen var mere end rimelig. Møller havde ansvaret for, at der var penge i kassen, hvilket naturligvis er essentielt for en betalingsformidler. Men i en situation var den gal på det svenske marked, og det var ifølge Nilsson ”heldigt” at man kunne undgå konkurs ved at iværksætte nogle ”nødløsninger”. En konkurs havde unægtelig været spektakulær, men det var alligevel ikke ved den lejlighed, at Møller blev fyret. Hun blev heller ikke fyret, da hun – igen i følge Nilsson – gav andre i selskabet forkerte oplysninger om hans beslutninger. ”Jeg følte, at i og med at vi var ved at sælge virksomheden, så havde vi brug for noget kontinuitet,” som Bo Nilsson er citeret for. Heller ikke en skriftlig advarsel blev det til. Så skulle bestyrelsen nemlig have været orienteret.

Hvad denne ulyst til at orientere bestyrelsen bunder i, fremgår ikke. En ansvarlig bestyrelse måtte absolut ønske at vide det, hvis der er et så stort hul i systemerne, at man risikerer konkurs ved et tilfælde, og at en chef sorgløst kører på rulleskøjter hen over hullet. Specielt når man er tæt på et salg, og mulige købere skal orienteres. Så nogen i ledelsen – enten Nilsson selv, eller ham i forening med bestyrelsen – har handlet stærkt uansvarligt. Det lugter alt sammen af noget, vi har hørt om før: En kapitalfond ønsker at sælge en virksomheden, og så lukker man øjnene for stærke risikoelementer og håber, at det går godt alligevel. Det gjorde det så heldigvis her. Det gjorde det ikke, dengang kapitalfonden Altor solgte OW Bunker.

Hvis det virkelig er foregået, som Bo Nilsson beskriver det, må nogle sidde tilbage med meget røde ører, og de fortjener at blive draget til ansvar for den ulykke, de potentielt kunne have forvoldt. Hvis Bo Nilsson har talt usandt i byretten, eller har beskrevet nogle situationer stærkt misvisende

– og han kan ikke bakke nogen af sine bebrejdelser mod Ralitsa Møller op med skriftlig dokumentation – er det kun ham selv, der her et problem. Det er til gengæld også stort.

MEDIERNE ER BLINDE FOR ARBEJDSMARKEDSREFOR-MERNES BRUTALITET

Valgkampen har åbenbaret et stort flertal for at lade nogle mennesker komme tidligere på pension. Der bliver brugt store ord om, at de nedslidte på arbejdsmarkedet skal have en værdig tilbagetræden. For medierne burde den dermed ligge lige til højrebenet. For i dette udsagn ligger en erkendelse af, at det nuværende system – som de samme partier selv har skabt – er uværdigt. Denne uværdighed blev mandag penslet ud i en kronik i Jyllands-Posten , hvor lægen Anders Beich beskrev, hvor råt beskæftigelsessystemet er over for dem, der har nedsat arbejdsevne på grund af arbejdsskader eller anden sygdom. Der bliver ikke givet ved dørene, og i de værste tilfælde bliver klienterne drevet ud i selvmord. Det er altså alvorlige sager, vi taler om. Det skulle da også være en dårlig advokat, der ikke kunne føre en sag om, at dansk beskæftigelsespolitik anno 2019 er i strid med de FN-konventioner om tvangsarbejde, ILO 29 og ILO 105 , som Danmark har tilsluttet sig. Den sidstnævnte taler f.eks. om, at staterne ikke må tvinge borgerne til at arbejde med ønsket om økonomisk udvikling som begrundelse. Og det er som bekendt for at øge arbejdsstyrken, og dermed netop økonomisk udvikling, at man har gennemført de reformer, der skal presse syge mennesker til at arbejde. Men de to konventioner er henholdsvis 89 og 62 år gamle, og deres eksistens er tilsyneladende for længst glemt.

Desværre er vi i medierne ikke i en position til at pege fingre, for det er i lige så høj grad os selv, som det er politikerne, der har accepteret præmissen om, at syge mennesker skal arbejde. Vel, vi giver nu og da plads til en skandalehistorie om et jobcenter eller en kronik som den i Jyllands-Posten. Men mere almindeligt er det, at vi problematiserer, at man ikke fortsætter reformerne – altså presser flere i arbejde. Det har Børsen eksempelvis gjort så sent som onsdag, hvor erhvervsledere advarede mod at stoppe reformerne på arbejdsmarkedet. Men efter valget, når partierne skal føre deres løfter ud i livet, kommer en chance for at gøre bod og bedring og kaste mere lys over området.