Brev fra chefredaktøren

Kære læser

For et år siden skrev vi i Økonomisk Ugebrev Finans, at bankerne stod foran et guldår med gigantiske overskud i kølvandet på centralbankernes renteforhøjelser. Det holdt stik, til overmål.

Markedet og analytikerne fortæller os nu, at det lak­ker mod enden, og at centralbankerne måske allerede til foråret eller til sommer begynder at nedsætte de korte styringsrenter. Det vil også tage toppen af bankernes top­linjer, som vil begynde at sive.

Som finansanalytiker Per Grønborg skriver i denne ud­gave, kan bankerne fortsat booste deres aktiekurser ved at komme med gavmilde meldinger om større aktieudbyt­ter og aktietilbagekøb. Og det vil de sikkert også gøre.

Men spørgsmålet er, om det er særligt klogt i en tid, hvor toplinjen står foran at falde, og hvor tabshensæt­telserne måske vil stige. I den situation er det naturligvis gavnligt for alle, men især samfundsøkonomien og den finansielle stabilitet, hvis bankledelserne holder igen.

Man må håbe, at Finanstilsynet træder i karakter og lægger en dæmper på overmodige bankchefer.

Man kan også godt frygte, at realkreditten næste år står foran de første større udlånstab i årtier. Under over­fladen lægge de højere variable boligrenter et enormt pres på husholdningernes privatøkonomi. Indtil videre er det gået ufatteligt godt. Men det er næppe langtidshold­bart.

Set i dette lys er det nok nu en tabt mulighed, at er­hvervsminister Morten Bødskov skulle have grebet ind overfor de monopol-lignende bidragssatser i realkredit­ten samt de konkurrencehæmmende aftaler, eksempel­vis i Totalkredit-samarbejdet.

Private danskere og virksomheder betaler milliarder mere, end de burde, på grund af mangelfuld konkurren­ce. Og det får lige pludselig stor betydning, når grundren­ten ikke er nul. Så gør det ondt.

Det positive ved strammere tider forude for bank og realkredit er, at vanskeligere markedsvilkår igen vil kunne igangsætte konsolideringsbølgen blandt de mellemstore og mindre banker.

Velkendt er det, at vi i lille Danmark har alt for mange banker, og derfor alt for store omkostninger. Disse eks­traomkostninger betaler kunderne. Når politikerne ikke forstår, hvad der sker, er det godt, hvis markedsmekanis­men klarer nogle af problemerne.

Desværre skal vi som borgere ikke forvente nogen hjælp fra regeringen, Folketinget, Finanstilsynet, Konkur­rencestyrelsen og Konkurrencerådet, selvom sidstnævnte gør, hvad man kan.

Desværre er finanssektoren ved at udvikle sig til en pa­ria, som koster velfærd for alle os andre.

God Læselyst.

Med venlig hilsen

Morten W. Langer

Chefredaktør