Kære læser
Danske Bank håndterer en tredjedel af danskernes bankforretninger og næsten en lige så stor andel af erhvervslivets forretninger. Udviklingen i bankens aktiekurs er dermed også en glimrende temperaturmåler på, hvad der sker i den økonomiske del af samfundet.
Danske Bank aktien har de seneste måneder klaret sig bedre end de andre større danske bankaktier. Forklaringen er blandt andet, at banken har en stor beholdning af hold-til-udløb obligationer, tidligere indgående beskrevet af finansanalytiker Per Grønborg, som betyder, at banken ikke rammes så hårdt som de andre banker af vigende udlånsrenter.
Som det fremgår af kursgrafikken, er aktien nu faldet under det teknisk vigtige 200 dages glidende gennemsnit. Og det er et opgør med en stigende langsigtet aktietrend gennem de seneste to år. Det er et signal, som ikke bør ignoreres.
Udviklingen er sådan set meget oplagt: I forlængelse af, at centralbankerne nedsætter de korte styringsrenter, kommer bankerne også til at reducere deres udlånsrenter. Den anden del af ligningen er, hvordan samfundsøkonomien udvikler sig.
Bragende negativ
Og selvom regeringen og centraladministrationen sælger en solstrålehistorie om udviklingen i dansk økonomi, er billedet i virkeligheden knap så glansfuldt. Som det fremgår af denne udgaves ”Myndighedsnyt” talte Nationalbankdirektøren for nylig blandt andet om to-delingen i dansk økonomi:
En stor andel af BNP-vækst trækkes af produktion i udlandet på danske fabrikker (læs: især Novo Nordisk), genåbningen af Thyra-feltet og statens milliardstore militærhjælp til Ukraine, der booster de offentlige udgifter.
Så spørgsmålet er fortsat, om det i virkeligheden går så godt i den hjemlige økonomi. I andet kvartal dykkede privatforbruget, og BNP-væksten blev kun positiv på grund af et vækstbidrag fra lageropbygning i dansk erhvervsliv. Uden dette vækstbidrag var det officielle BNP blevet bragende negativt, trods de andre nævnte kunstige vækstbidrag.
Meget tyder dermed på, at næste år for de danske banker kan blive betydeligt mere anstrengte, især hvis udlånstabene for alvor begynder at finde ind på resultatopgørelsen.
Ser man på aktiekursudviklingen i bankaktierne, er der tydelig nervøsitet at spore hos bankaktionærerne. Hvilket nok ikke er en helt skæv reaktion.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.