Brev fra Chefredaktøren – Europa står foran næste store gældskrise

Kære læser

For 13 år siden åbnede Mario Draghi som daværende chef for Den Europæiske Centralbank (ECB) likviditetssluserne for at redde euroen. Men de grundlæggende strukturelle problemer er aldrig blevet løst – og nu står vi foran næste kapitel i den lappede gældskrise.

Vi ser i disse måneder et bekymrende mønster: Langsigtede statsobligationer presses ned i kurs, selv i lande som USA, Japan, Storbritannien og Frankrig. Det sender renterne op og fordyrer refinansieringen i i forvejen højt forgældede stater. Den lange ende af rentekurven er blevet det svage led i det globale finansielle system. Banker, pensionskasser og forsikringsselskaber har allerede lidt store tab, og Europa er igen i frontlinjen for en gældskrise.

Frankrigs politiske kaos, voksende budgetunderskud og udsigten til generalstrejke kan meget vel blive startskuddet til en ny eurokrise. Landet fremstår i stigende grad som ustyrligt – og det politiske system er ude af stand til at bremse gældsspiralen. Storbritannien har vist samme svaghedstegn, og selv Tyskland risikerer at trække hele EU ned med et gigantisk gældsprogram, der underminerer landets kreditværdighed.

Som sidste gang vil ECB sikkert blive tvunget til at tage hele sit nødapparat i brug: LTRO’er, TLTRO’er, likviditetsstøtte, opkøbsprogrammer og det nye TPI-instrument. Men logikken halter: De såkaldt “sikre aktiver”, der bruges som sikkerhed, er netop dem, der har mistet investorernes tillid. Systemet bygger på stadig mere gearet fiat-kredit uden reel dækning – og ligner i stigende grad en Ponzi-konstruktion.

Centralbank som politisk redningskrans

ECB er blevet en slags likviditetsafdeling for EU’s politiske centrum. Når obligationsmarkedet går i panik, manipuleres renterne ned, og markederne beroliges med nye opkøbsprogrammer. Reelt er det ikke markedet, der styrer – men en politisk bestemt centralbank, der fjerner enhver naturlig disciplinerende markedskraft.

Det overordnede mål synes at være at samle alle nationale gældsforpligtelser under EU-Kommissionens paraply med ECB som finansieringsmaskine. Det trækker Europa mod en form for centraliseret socialisme, hvor stater og institutioner ikke længere presses til reformer, men blot får udskudt krisen gennem midlertidige likviditetsindsprøjtninger.

Konklusionen er klar: Europa står foran en ny gældskrise. Denne gang er spørgsmålet, om ECB’s redskabskasse kan holde sammen på systemet – eller blot købe os lidt mere tid.

God læselyst

Morten W. Langer

Chefredaktør