Kære læser
For to uger skrev jeg på denne plads, under overskriften ”De sorte skyer trækker op over os”, at ”nu er det ikke, fordi jeg vil være en lyseslukker og prædike sortsyn. Men det er meget svært at overse de mange advarselssignaler, som for tiden popper op omkring os.”
Og siden da, er det kun blevet værre.
Over de seneste år er nervøsiteten for en amerikansk og europæisk recession poppet op mange gange. Og hver gang viste det sig at være falsk alarm. Efter den seneste nyopståede nervøsitet for en recession, vil mange derfor sikkert trække på skuldrene. Altså sige: Det forsvinder nok igen.
Men vores bud er, at det denne gang er markant anderledes. Vi vil fremhæve tre forhold, som gør, at vi tror, at det denne gang kan gå meget galt. Altså at vi får en dybere recession.
For det første har det amerikanske arbejdsmarked ikke tidligere vist svaghed. Og svaghed her er en forudsætning for en recession. Men denne gang har der efterhånden været mange signaler om et svækket arbejdsmarked. Betydningen af dette bør ikke undervurderes.
For det andet udvikler de ledende økonomiske indikatorer for amerikansk erhvervsliv sig overraskende svagt. Sidste uges data for erhvervsklimaet fra ISM og PMI fra S&P Global understøtter, at beskæftigelsen og ordreindgangen er på vej ned og at endda også, at priserne er på vej op. Er inflationsspøgelset ikke væk endnu?
For det tredje bør det opfattes som et stærkt advarselssignal, at både de korte og lange renter nu falder kraftigt. Eksempelvis er den to-årige amerikanske statsrente siden starten af juli faldet fra 5,0 pct. til 3,8 pct.
Markedet forventer en nu en flodbølge af rentenedsættelser, måske en halv procent på næste FED-møde den 18.september, måske før. Det vil næppe forhindre en recession, da der går 3-6 måneder, før effekten slår igennem på økonomien.
Fredag, op til vores deadline, afventede hele finansmarkedet med spænding amerikanske nøgletal for non-farm payrolls, hvor forventningen var optimistiske 160.000 nye arbejdspladser mod 114.000 måneden før.
Tallet kom ud på 146.000 nye arbejdspladser, men stort set alene trukket af undervisning, health service, fritidssektoren og government. Fremstillingsindustrien mistede 24.000 arbejdspladser. Målet for den totale samlede arbejdsløshed (U6) steg i august til 7,9 pct. efter en bund i juni på 7,4 pct.
De seneste ti dage har finansmarkederne reageret prompte på det begyndende regnvejr, der hurtigt kan udvikle sig til en storm. Vi bemærker, at det tekniske billede begynder at se vakkelvornt ud. Men den ledende S&P 500 Future holder sig fortsat over 200 dages glidende gennemsnit, mens 100 dages glidende gennemsnit bliver udfordret.
Så der er ikke dømt stormvejr forude endnu. Men det begynder for alvor at nærme sig. Og de store investorer er tydeligvis allerede begyndt at trække deres kapital over i obligationer og defensive aktier og droppe tech-aktier og andre vækstaktier.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.