Vær glad for, hvis du haft computeren slukket over sommeren:
Da vi startede på ferien slut juni så det hele nogenlunde roligt ud på finansmarkederne. Men der har været et heftigt stormvejr i løbet af juli. Og ja, hvis du først har tændt din PC nu efter ferien, ser det ud til, at det positive momentum på aktiemarkedet fortsætter.
Særligt den seneste uge har været meget positiv. Den korte forklaring er 4-delt: For det første opstod der i starten af juli markant øget frygt for, at USA var på vej ud i en økonomisk recession. Det kan stadig været tilfældet. Nøgletallene har været blandede. Men ”markedet” har senest besluttet igen at tage de positive momentum-briller på.
For det andet gav udtalelser om en rente-normalisering fra den japanske centralbank alvorlige rystelser gennem det globale finansmarked, med de såkaldte carry trades. Konsekvenserne synes at være afviklet nu, dels fordi spekulanterne har afviklet hovedparten af deres yen-baserede positioner, og dels fordi den japanske centralbank trak lidt i land.
For det tredje opstod der stor nervøsitet for, at AI var en kæmpe boble, efter at flere store Bigtech firmaer skuffede lidt med Q2-resultaterne. Den nervøsitet er stærkt aftagende. Og eksempelvis AI-frontløberen Nvidia har taget turen fra kurs 133 til kurs 99, for senest at stige til kurs 123. AI-optimismen er tilbage, og selv de store hedgefonde stormer ind i bigtech igen.
For det fjerde har de amerikanske selskaber over en bred kam leveret fine Q2-regnskaber.
Seneste har de amerikanske nøgletal generelt været gode. Men især omkring detailhandelssalg og beskæftigelsen. Flere af torsdagens nøgletal var faktisk dybt negative, men det blev ignoreret. Investorerne fokuserede i første omgang på gode retailsalg (juli +1,0 % mod forventet 0,3 %) og nye arbejdsløse (227.000 mod forventet 235.000).
Tilsyneladende er de amerikanske forbrugere stadig ved muffen, blandt andet fordi der er høj beskæftigelse. Meget tyder på, at beskæftigelsen holdes oppe af, at der fortsat er mangel på arbejdskraft.
Striben af negative nøgletal vil nok ikke blive ignoreret i længden: For det første faldt industriproduktionen i juli med 0,6 % (forventet minus 0,3 %). Kapacitetsudnyttelsen dykkede til 77,8 %, mod forventet 78,4 %. Målingen af erhvervsklimaet fra Philly Fed faldt dramatisk, til minus 7,0 mod forventet plus 6,0 og seneste måned 13,9. Særligt scoren for nye ordrer og beskæftigelse faldt meget tilbage.
En tilsvarende måling af erhvervsklimaet fra New York FED kom ud på minus 4,7, lidt bedre end ventet. Særligt delindikatoren for nye ordrer faldt meget, til minus 7,9 mod minus 0,6 i forrige måned.
Alt i alt synes aktiemarkedet lige nu at have skyklapper på, fordi de fremadrettede ledende indikatorer bestemt ikke peger i retning af sommervejr. Ja, vi får mindst én rentesænkning fra FED den 18. september og 3-4 stykker frem mod nytår.
Men ret beset er det fortsat et åbent spørgsmål, om de vestlige økonomier kan køre igennem efteråret uden en recession, indtil de kommende rentesænkninger får effekt om 3-6 måneder.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.