CFO rating 2019: Med en kursstigning på 50 procent har de seneste 12 måneder været gode for Vestas’ aktionærer. Det har også smittet af på bedømmelsen af selskabets direktører. CEO-ratingen før påske gav topkarakter til CEO Anders Runevad, og dét matcher Marika Frederiksson i denne uges CFO-rating. Det rækker til en flot tredjeplads. Tillidskrisen til Vestas’ topledelse tilbage i slutningen af 2017 er glemt.
Hvor opgaven i andre selskaber er at fortælle den gode historie, er der rigelig spænding omkring markedet for vindenergi. Selskabet lægger derfor vægt på at være lidt kedelige og så vidt muligt forudsigelige, fortæller Marika Frederiksson i dette interview.
Sidste års middelkarakterer til både Anders Runevad og Marika Frederiksson var uden tvivl præget af store sværdslag med analytikere og porteføljemanagere i slutningen af 2017 og starten af 2018. De har ikke stillet spørgsmålstegn ved topledelsen evner til at lede Vestas, operationelt såvel som strategisk. Men der opstod en kortvarig tillidskrise, da ledelsens kommunikation omkring prispres på vindmøllerne ikke blev kommunikeret klart og rettidigt.
FORBEDRET KOMMUNIKATION
Tilbage i december 2017 skrev Økonomisk Ugebrev under overskriften ”Vestas taber troværdighed på svag kommunikation” , at ”Vestas’ konkurrenter har i flere kvartaler talt om prispres på solgte vindmøller, mens Vestas har afvist det. Efter tredje kvartal erkendte Vestas’ CEO det også. Anders Runevad sagde til de undrende analytikere, at det havde han da talt om tidligere.”
Videre hed det, at ”analytikerne har på de seneste to investorkonferencer efter kvartalsregnskaberne haft intensiv fokus på spørgsmålet om øget priskonkurrence – og eventuelt øget pres på lønsomheden. Næsten alle analytikerspørgsmål var på seneste investorkonference efter tredje kvartal centreret omkring priser.”
At der pænt sagt havde været en kommunikationsbrist mellem Vestas og markedet blev tydeliggjort på telefonkonferencen ved aflæggelse af Q3-regnskaber for 2017, hvor CEO Anders Runevad bl.a. sagde ”And I think that, for sure, we had talked about (competition, red.) for quite some time. And what we are saying now is that we see also an accele-
ration in that”. Det foranledigede følgende respons fra en analytiker: ”Okay. And perhaps, Anders, I think the market hasn’t been listening to your caution then. I’ll leave it there.” Der er næppe tvivl om, at Vestas topledelse har taget ved lære af sagen, og analytikerne har også kvitteret for en efterfølgende mere stringent ekstern kommunikation. ØU: Du er siden sidste år gået frem fra ”middel” til en bedømmelse markant over middel. Ligger der i dette også, at der er sket ændringer i den måde, du kommunikerer med aktiemarkedet på? MF: ”Nej. Vores mantra har altid været at være konsistent kedelige. Det, mener jeg, har tjent Vestas meget godt. Vi befinder os i et marked, der bevæger sig hurtigt, og hvor der sker mange forandringer. En af de ting, som både jeg selv og IR-teamet lægger vægt på, er hele tiden at være til rådighed for spørgsmål. Og vi bruger en del tid på roadshows, hvor vi møder investorer og analytikere.”
Hvor meget af din tid bruger du på dette IR-arbejde? ”Efter hvert kvartalsregnskab bruger jeg et par uger på roadshows. Og som sagt er vi altid tilgængelige, hvis investorer eller analytikere ringer til os. Åbenheden, og bestræbelsen på at forklare de forandringer, der sker i markedet, er vigtig. Under de hastige forandringer gælder det om hele tiden at være lidt foran.”
GODE INPUT FRA INVESTORER
Besvarer du også spørgsmål, der handler om andet en det strengt finansielle – altså f.eks. om Vestas’ strategiske overvejelser? ”Ja, det gør jeg. Det sker faktisk hyppigt. Investorerne har mange gode ideer og kommentarer til den del.”
Har du også arbejdet med IR i dine tidligere jobs (hos Volvo, Autoliv Inc. og Gambro)? ”Ja, jeg arbejdede med IR i et svensk/amerikansk selskab. Jeg oplever ikke, at det er anderledes i Danmark end i andre lande, men det gør sandsynligvis en forskel, hvilken branche det handler om. Der må jeg give min kompliment til det danske aktiemarked, hvor vindmølleindustrien har sit udspring. Analytikerne har rigtigt godt greb om dén branche.”
Vestas er steget 50 procent på børsen siden november sidste år, og aktien handles til en lidt højere værdiansættelse end konkurrenterne. Analytikerne har med andre ord nu massiv tillid til selskabets ledelse og informationerne, efter nogle år med relativt mudrede budskaber om prispres på solgte vindmøller.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.