CFO Rating 2018: De fleste bare lidt større børsnoterede selskaber har en IR-chef til at besvare henvendelser fra investorer. Det har Sydbank ikke – her må CFO’en, ved siden af sit arbejde med regnskab og økonomistyring, varetage den funktion, der andre steder udfylder en højt lønnet fuldtidsstilling. Men det går åbenbart fint. For CFO’en, Jørn Adam Møller, får sjette bedste karakter af alle CFO’er, endda efter et relativt upåagtet år for Sydbank
Det er imod mange odds, når Sydbanks CFO siden 2015, Jørn Adam Møller, ligger lunt i top ti i årets CFO Rating: Forgængeren blev i sit sidste år i CFO-stillingen placeret nederst på listen. Og i det forløbne år siden seneste CFO Rating har Sydbanks resultater ikke været prangende, samtidig med at banken er på sidelinjen i det aktuelle spil om konsolidering i branchen. Og så har Jørn Adam Møller ikke nogen IR-chef til at hjælpe sig.
Jørn Adam Møller er revisionsuddannet. Han nåede at blive CFO i en produktionsvirksomhed, inden han for 14 år kom til Sydbank. Han var afdelingsdirektør med ansvar for interne og eksterne regnskaber, da han i 2015 blev forfremmet til CFO. Økonomisk Ugebrev har talt med Sydbanks CFO om den særlige position, han har haft i forhold til de fleste andre børsselskaber.
ØU: Jørn Adam Møller, hvorfor har I valgt den særlige konstruktion for jeres IR-funktion? JAM: ”Det er fordi, at jeg som CFO forstår de fleste sammenhænge. Både kapitalsiden og regnskabssiden, og dermed hvordan vores butik er skruet sammen.”
Hvordan håndterer du det så? Kommer du f.eks. til møder i IR-foreningen, eller anser du mere dig selv for en CFO, der også varetager IR-arbejde engang imellem?”Jeg kommer til møde i IR-foreningen, når jeg har tid til det. Det er vel en gang om året, når jeg kan presse det ind. Et IR-job er jo egentlig et fuldtidsjob, så det kan være hårdt. Bare spørg min kone.
Jeg har heller ikke nogen assistent, investorerne kan ringe til. Men uanset hvornår det er, så ved alle analytikere og investorer, at de er velkomne til at ringe eller skrive. Og jeg vender altid tilbage. Jeg bruger enhver lejlighed til det, f.eks. når jeg sidder i en lufthavn (som under interviewet, hvor Jørn Adam Møller var på vej hjem fra investormøde om Q1-regnskabet, red.). Sådan er jeg skruet sammen.”
Hvordan har du oplevet det forløbne år? Man kan sige, at Sydbank har været lidt på sidelinjen i det aktuelle konsolideringsspil. Har det ikke påvirket investorernes interesse for Sydbank? ”Interessen for os er stor. Vi koncentrerer os mest af alt om det, vi er bedst til, nemlig at drive bank. Det er ikke fordi, vi ikke vil købe noget. Der har bare ikke lige været noget, vi kunne komme til at købe. Et opkøb kræver jo, at omstændighederne er til stede.”
Er det noget, investorerne spørger meget ind til?
”Ja. Lige i vores branche har du for tiden en case, hvor der er kamp om Nordjyske Bank. Og det tyder på, at det bliver til en fusion med Ringkjøbing Landbobank. Gennem tiderne har Sydbank indgået i 15-20 opkøb, så det er ikke noget, der er fremmed for os. Vi er sådan set en bank, der er opstået gennem fusioner og opkøb.”
PAS PÅ VESTJYSKE BANK
Kunne det f.eks., som chefredaktør Morten Langer har skrevet om i analyser i Økonomisk Ugebrev, være interessant for jer at købe Vestjyske Bank? ”Jeg tror ikke, den ville passe ret godt ind i vores portefølje.Der er flere problematiske forhold ved den, og dens portefølje af udlån vil ikke pynte i vores lånebog.”
MiFID II-direktivet har ændret nogle kommunikationslinjer i betjeningen af investorer, fordi mæglernes arbejde skal betales særskilt, og der er bekymring for, om alle stadig får de oplysninger, de har brug for. Hvordan oplever du det? ”Alle investorer har uændret fuld adgang til mig, næ-sten uanset om de ejer én eller en mio. aktier.
De er velkomne til at ringe. Og der er ni analytikere, der dækker vores aktie, og jeg taler ofte med dem alle. Hvis der er investorer, der ikke længere er inviteret til investormøder hos en broker, så møder vi dem bare hos en anden. Hvor vi før kunne møde investorerne otte gange på investormøder, er det nu måske kun seks gange. Så det er meget, som det har været hele tiden. Det er nogle små justeringer, som man ikke bemærker i det daglige,” slutter Jørn Adam Møller.
Sten Thorup Kristensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.