Medieanmeldelse: Mens aktiemarkederne raslede ned, holdt Carsten Valgreen, tidligere cheføkonom i Danske Bank og i dag partner i AGM Research, hovedet koldt. Corona-virussen er ”ikke meget over en alvorlig typisk influenzaepidemi,” og foranstaltningerne mod dens spredning svarer til effekten af f.eks. en stor strejke:
De giver et tab her og nu, men de er afgrænsede i tid, og tabet bliver stort set indhentet igen, forklarer han i Børsen . Derfor ser Valgreen heller ikke grund til pengepolitiske lempelser (som er kommet i mellemtiden); de virker alligevel først, når krisen er overstået. En anden af landet mest agtede økonomer, Lars Christensen, har givet udtryk for det stik modsatte synspunkt:
”Centralbankerne rundt om i verden skal i gang med massive pengepolitiske lempelser. (…) Hvis centralbankerne fejler, så skal vi slås med potentielt set lige så stor en global recession som i 2008, SAMTIDIG med vi slås med en global sundhedskrise. Det er er IKKE bare en ”influenza”. Det er et massivt negativt chok til verdensøkonomien,” skrev han på facebook.
Uanset om man er nationalbankdirektør, minister eller en almindelig aktionær, er der altså ikke meget hjælp af hente fra den fremmeste økonomiske ekspertise. Noget af det samme gælder den sundhedsfaglige ekspertise. Eksperterne er uenige om, hvor bange vi skal være, og nogle af de historier, der kommer frem, viser sig at være rene misforståelser – som da Jyllands-Posten i forrige uge berettede, at en vaccine er lige på trapperne.
Det betyder alt sammen, at mediebrugerne er overladt til deres egen, sunde fornuft, uanset om de skal træffe beslutninger om køb eller salg af en Vestas-aktie eller planlægge påskeferien.
Mediemæssigt er corona-virussen interessant som case i en tid, hvor fake news er et stort tema. Den tjener så at sige som en placebo-gruppe: Her er der ingen ond interesse i at føre folk på vildspor – alle arbejder ud fra samme mål om at minimere skaderne, både de menneskelige og de økonomiske.
Alligevel opstår den sædvanlige forvirring. Eksperter er også bare mennesker, der er drevet af følelser, og som kan se glasset som halvt fuldt eller halvt tomt. Og myndigheder kommunikerer ud fra den strategi, de har lagt, ikke nødvendigvis ud fra den viden, de har – eller sund fornuft.
Eftertanken er, at der måske ikke er mere fake news, end der altid har været. Før internettets tid levede vi bare en i en tryg illusion om vished. For 30 år siden ville en autoritativ oplæser på DR have formidlet budskabet fra myndighederne, og alle havde taget det for gode varer. I dag søger alle informationer på egen hånd, og kilderne til det er uendelige.
Hvis det er sådan, kan vi droppe alle forestillinger om, at medierne skal rydde op i en verden af fake news. Det lader sig ikke gøre. Vi kan ikke være overdommere mellem Valgreen og Christensen, eller mellem den ene eller den anden virusforsker.
Man kommer heller ingen vegne med detektor-konceptet, som har bredt sig fra DR til en række andre medier. Måske skal man, i stedet for at lukke debatter ved at forsøge at finde en endelig sandhed, tværtimod søge af holde dem åbne, også når det handler om følsomme emner som klima, lighed og migration, hvor store politiske og økonomiske interesser er i spil.
FRYGT OG LEDE I ØSTERVRÅ
De gode borgere i Østervrå står til at miste deres andelskasse. Den bliver lukket ned og banklicensen afleveret, fordi alternativet er at efterleve en række skrappe påbud fra Finanstilsynet, skriver Børsen . Det er egentlig bare en sidehistorie; hovedhistorien er, at nogle australiere er storaktionærer i kassen.
Disse australiere er åbenbart meget slemme, men hvordan, de konkret har forbrudt sig mod moral eller jura, fremgår ikke rigtigt. Nogle har ikke desto mindre set en interesse i at stille en fortrolig optagelse af dem til rådighed for avisen.
Deres projekt med andelskassen var at give lån til boligejere, der har høj friværdi og lav indkomst; noget som indtil for få år siden var en selvfølgelig forretning i realkreditten og banker, men som finansiel regulering i dag sætter en bremse på. Med bl.a. den konsekvens, at folkepensionister må leve fattigt, selv om de har en boligformue, som så i stedet vil gå til arvinger og stat.
Det her er bare et eksempel på en debat, der skal holdes åben. Antydninger om mulig hvidvask, hvis og så-fremt og i fald, kan bringe hvem som helst i den finansielle sektor i problemer. Men hvem er, når man tænker over det, de virkelige banditter i historien fra Østervrå?
