Tema om Corporate Finance-rådgivere 2022: Alene i andet kvartal var der 178 transaktioner, og det er mere end det dobbelte af normen over de seneste ti år. Særligt salg af danske virksomheder til udenlandske købere er eksploderet.
Der bliver solgt bemærkelsesværdigt mange danske virksomheder til udenlandske købere, viser en opgørelse fra corporate finance-rådgiveren Oaklins, som netop er overtaget af det mellemstore revisionshus Beierholm. I årets første halvdel blev der solgt 249 virksomheder til udenlandske købere, mens danske virksomheder købte 56 virksomheder i udlandet.
Opgørelsen, der omfatter alle transaktioner over 5 mio. dollars med en dansk deltager, viser også, at de udenlandske transaktioner udgør mere end halvdelen af det samlede antal transaktioner.
”Køberne har fortsat stor appetit på markedet, og de kigger nu forbi coronakrisen. Men der er fortsat fokus på markedsrealiteter, udfordringer med supply chains og geopolitiske usikkerheder,” skriver Oaklins.
Opgørelsen viser også, at en tredjedel af køberne var finansielle virksomheder, typisk kapitalfonde. Men de andre to tredjedele af køberne var strategiske, industrielle købere, som antageligt har set en synergi i forhold til deres eksisterende forretning. Hovedparten af de opkøbte virksomheder ligger inden for fire sektorer, nemlig tech (30 pct.), industri (18 pct.), service (17 pct.) og consumer retail (9 pct.).
Den store andel af solgte virksomheder til udlandet, samtidig med total børstørke på de danske vækstbørser First North og Spotlight, understøtter, at der for tiden mangler en IPO-kanal for danske vækstvirksomheder. Mens den svenske First North-børs har et kæmpe inflow af nye virksomheder, sker der ikke noget på den danske vækstbørs. En stor del af forklaringen er uden tvivl den absurde danske lagerskat, som betyder, at storaktionærer i First North risikerer at skulle betale skat af en gevinst, de ikke har fået.
Opgørelsen viser også, at danske virksomheders appetit på køb af udenlandske virksomheder er langt mindre end udlandets appetit på danske virksomheder. Aktiviteten er lidt højere end normalt, men ikke meget. 46 virksomheder er opkøbt i første halvår, mod 47 samme periode sidste år, og 40 året før.
Blandt danske virksomheder, som er opkøbt af udlandet, kan nævnes at Visma har købt Intempus, Cochlear har købt Oticon Medical, og Frasers Group har købt Sportmaster.
Danske kapitalfonde har bl.a. købt følgende: Vækstfonden har købt Flow Robotics, Kirk Kapital har købt Cookie Information, og Axcel har købt NTI Group.
Endelig har danske industrielle købere bl.a. overtaget følgende: Bettercollective har købt Futbin, Demant har købt en kinesisk sælger af høreapparater, og Nets har købt Orderbird.
EY udarbejder også en oversigt over antal transaktioner, som viser, at der i andet kvartal var 155 transaktioner med danske virksomheder som køber eller sælger. Det er et mindre fald på 15 pct. fra andet kvartal 2021. Selvom handelsaktiviteten var på lavere niveau end rekordhøjderne i 2021, overstiger det stadig niveauet fra før COVID-19 betydeligt, skriver EY, der vurderer, at der fortsat er en stærk tilgang af udenlandske investeringer på det danske M&A-marked.
EY’s opgørelse viser også, at langt de fleste transaktioner ligger inden for tech, og det er også her, køberne er villige til at betale de højeste multipler, målt på EV/EBITDA, sammen med finansiel service
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.