Covid-19 har allerede fundamentalt forandret eurozonen

Med en feberredning har eurozonen undgået en afgrundsdyb krise. Håndteringen af covid-19 kan skabe gennembruddet for en fælles finanspolitik, i lighed med det gennembrud, den unge amerikanske union så oven på uafhængighedskrigen i 1790, skriver Jacob Kirkegaard fra The Peterson Institute for International Economics i denne kommentar.

Eurozonen kom som sædvanligt skidt fra start i sit svar på covid-19-krisen, da Christine Lagarde på sin pressekonference den 12. marts kom til at sige noget i retning af, at ECB rent faktisk ”ikke er her for at nedbringe obligationsrente spredninger”. Italienske statsobligationer faldt prompte som en sten, og det så i et par dage ud til, at eurozonen var på vej tilbage i en akut krise. Siden er det dog blevet klart, at ECB har lært lektien fra 2012, nemlig at den rette kommunikation og de rigtige tiltag kan redde den fælles valuta.

100 MIA. EURO OM MÅNEDEN
Eurozonen har derfor af flere grunde efterfølgende i de seneste dage ændret sig, måske mere end den gjorde fra 2010 til 2015, altså som følge af finanskrisen.

For det første annoncerede ECB den 18. marts et nyt specifikt PEPP-opkøbsprogram, fokuseret på statsobligationer for 750 mia. euro, i resten af 2020. Kombineret med de 120 mia. euro, ECB annoncererede den 12. marts og deres fortløbende ”normale” QE, betyder det, at ECB vil indkøbe for mere end 100 mia. euro pr. måned i resten af 2020. Det er definitionen på en pengepolitisk bazooka, specielt da ECB og Lagarde klart i Financial Times og på ECB’s egen blog reelt har sagt at PEPP er open-ended, så længe covid-19-krisen raser.

Samtidig er inflationsudsigterne for eurozonen, med et formentligt tocifret fald i BNP i første halvår og en kollaps i olieprisen, givet endog meget lave i de næste mange år. Følgeligt er det evident, at ECB ikke foreløbigt kommer til at sælge nogen af de mange aktiver, de nu køber, hvorfor ECB reelt – uden inflationsrisiko – trykker pengene.

Dernæst har covid-19-krisens folkelige erfaring i hele eurozonen, med social distancering, karantæne-lukninger og hjemmearbejde (med børn!) helt klart haft den politiske effekt, at ECB nu er i stand til at opsuge alle euro-medlemsstaternes covid-19-omkostninger, uden at de mange reformkrav og betingelser, som et ESM- eller OMT-program ellers ville have medført. ESM’en blev designet til at tage sig af traditionelle lande-specifikke kriser, i hvilke landet selv havde haft en stor skyld. Eller sagt på en anden måde, så er covid-19 et klassisk eksogent chok, i hvilket det ramte land ikke har nogen skyld.

ECB havde derfor reelt ikke noget valg. Centralbankens tiltag er givet en meget stor politisk fordel for eurozonen, som nu helt slipper for en potentielt ellers meget giftig politisk diskussion mellem euro-gruppen og f.eks. den italienske regering om, hvad quid pro quo for et ESM/ OMT-program skulle have været.

Ihukommende at hundreder af italienere dør af covid-19 hver dag, skal man ikke være profet for at kunne se, hvad reaktionen på en sådan politisk diskussion i den italienske befolkning ville have været – Salvini ville vel have fået 70 pct. af stemmerne på en eksplicit anti-EU-platform. Eller sagt på en anden måde, så har Lagarde med sit opkøbsprogram formentligt undgået en politisk proces, som ellers nemt kunne have resulteret i Italiens exit fra euroen.

DELTE KRIGSERFARING
Samtidig er det klart, at kombinationen af den krigeriske retorik, mange eurozone-ledere har brugt om covid-19, samt den præcedens ECB’s nye opkøbsprogram etablerer, vil have stor fremtidig betydning for eurozonen. USA fik i 1790 under den første finansminister, Alexander Hamilton, en reel føderal finanspolitik, da de 13 oprindelige delstater gik med til at samle den gæld, de hver især havde oparbejdet under deres ”delte krigserfaring” i den amerikanske uafhængighedskrig fra 1775-1783. Situationen i eurozonen med covid-19 er ikke ulig denne amerikansk historie.

Eurobonds er ikke politisk relevante, da disse ville inkludere statsgæld oparbejdet som følge af nationale samfundsforhold. Men på sigt synes ECB’s seneste tiltag at åbne for muligheden for, at eurozonen i hvert fald indirekte kan dele de finansielle omkostningerne ved delte kriser, og måske endog omkostningerne ved fælles politisk identificerede problemer fremover.

I hvert fald er det sikkert, at Christine Lagarde i de seneste dage har reddet eurozonen fra en potentielt afgrundsdyb politisk og finansiel krise, samt åbnet en lang række nye finanspolitiske perspektiver for eurozonen.