Massive skattefradrag for investeringer i iværksættervirksomheder og nul skat på udbytte har gjort England til Europas største marked for equity crowdfunding. Det nye danske investorfradrag er langt mindre fordelagtig for investorerne. Og det giver lavere vækst og færre arbejdspladser, siger Henriette Kinnunen, direktør for DVCA.
De danske skatteregler – selv med det nye foreslåede investorfradrag – er meget langt fra lige så gunstige som de engelske, når det gælder investeringer i iværksættervirksomheder, viser beregninger foretaget for Økonomisk Ugebrev af professionelle investorers interesseorganisation, DVCA. Blandt andet derfor har England formået at skabe Europas største marked for equity crowdfunding, mens det danske marked er så godt som ikkeeksisterende, har danske og udenlandske eksperter tidligere fastslået overfor Økonomisk Ugebrev. ”De engelske skatteregler er bare langt mere fordelagtige end de danske, selv med det nye investorfradrag. Og det gør, at vi ikke kan tiltrække lige så mange private investorer til at investere i iværksættervirksomheder,” siger Henriette Kinnunen, direktør for DVCA (Danish Venture Capital & Private Equity Association).
Læs også: Equity Crowdfunding: Politikere vil af med snærende regler
MERE ATTRAKTIVT AT INVESTERE I ENGLAND
Ifølge DVCA’s beregninger vil en dansk investor, der fx investerer 100.000 kroner i en iværksættervirksomhed, hvis værdi fordobles i løbet af tre år, få en gevinst efter skat og fradrag på knap 81.000 kroner, hvis den politiske aftale på Christiansborg om et investorfradrag gennemføres.
Hvis en tilsvarende engelsk investor satser det samme beløb i sådan et firma, kan han få en gevinst på op til 150.000 kroner, alt efter hvilken af to ordninger han foretager sin investering efter. Med den mindst gunstige ordning vil investor få en avance på 130.000 kroner. Den store kontrast til de danske regler hænger dels sammen med, at skattefradraget er mindre i Danmark end i England, dels at englænderne ikke betaler skat af gevinsten.
Læs også: Private investorer parate til at investere i crowdfunding
Ifølge erhvervsminister Brian Mikkelsens svar på et spørgsmål stillet af Thomas Jensen, erhvervsordfører for Socialdemokratiet, vil det planlagte investorfradrag for investeringer i små og mellemstore virksomheder, gøre det ”… mere attraktivt at investere i de omfattede virksomheder, der derved får lettere ved at tiltrække kapital.”
GÅR GLIP AF VÆKST
Henriette Kinnunen er ikke uenig i, at investorfradraget er et positivt tiltag, der gør det mere attraktivt at investere i små og mellemstore virksomheder, generelt som over equity crowdfunding platforme. Men det rækker ikke langt i en globaliseret verden, hvor penge og investorer nemt flytter sig hen over landegrænser.
”Den danske ordning bør udvides, så den er sammenlignelig med de engelske regler. Vi er i Danmark nødt til at skabe nogle rammevilkår, som matcher udenlandske,” siger Henriette Kinnunen.
Læs også: Survey: Behov for myndighedsfokus på crowdfunding
Og de lande, der ikke formår at tiltrække kapital til nye virksomheder vil gå glip af vækst og arbejdspladser. Og det kan være en god forretning for et land at støtte en sådan udvikling. Hun henviser til en analyse fra Deutsche Bank, der viser, at for hver krone, der tilføres danske virksomheder i investorkapital, får samfundet op mod 10 kroner igen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Skatteministeriet eller Erhvervsministeriet til kritikken eller DVCA’s beregninger.
Peder Bjerge
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.