Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Finans

CVC bedste kapitalfond 2024: Danske kapitalfonde får baghjul

Morten W. Langer

onsdag 13. november 2024 kl. 11:25

CVC Capital Partners

Danmarks bedste kapitalfond: CVC bliver i år kåret som Danmarks bedste kapitalfond, baseret på god performance de eneste to år i to ud af fondens tre danske porteføljeselskaber. Nordic Capital kommer ind som næstbedst, skarpt forfulgt af EQT. Sidste års vinder, Polaris, dumper ned på en 7. plads, og sidste års bundscorer, Axcel, rykker frem som nummer fire, en snip efter Verdane. Udenlandske fonde giver de rent danskbaserede fonde baghjul. Chefredaktør Morten W. Langer gennemgår her årets placeringer i kåringen af Danmarks bedste kapitalfond, baseret på performance i fondenes 100 største danske porteføljeselskaber.

Vinderbilledet har ændret sig markant siden sidste år, hvor tre rent dansk-baserede kapitalfonde indtog de øverste placeringer i Økonomisk Ugebrevs årlige rating af de bedste kapitalfonde.

Vi bragte for nylig første del af præsentationen af kapitalfondens performance. Det skete i kortlægningen af regnskabsresultater fra 2021 til 2023 i de 100 største af kapitalfondenes danske porteføljeselskaber, som har været ejet i tre år. Dette tema havde til formål at udpege de bedste og ringest performende porteføljeselskaber uden at sætte fokus på de bagvedliggende ejere.

I denne udgave kårer vi så de bedste kapitalfonde, altså de fonde, der som ejere af porteføljeselskaberne har skabt størst fremdrift i de ejede porteføljeselskaber på fire målepunkter, som så vejes sammen. Baggrunden er, at kapitalfondene efter køb af deres porteføljeselskaber agerer som aktive ejere med stor indflydelse på både strategi, performance og eventuelle opkøb.

Derfor afspejler fremdriften i de enkelte porteføljeselskaber også dygtighed og skarphed i kapitalfondenes partnerkreds til at udstikke retningen og sikre en effektiv eksekvering af strategien.

Ved kåringen af den bedste kapitalfond måler vi på porteføljeselskabernes performance på fire målepunkter, nemlig vækst i bruttoresultat, udvikling i EBITDA, udvikling i antal ansatte og udvikling i ROIC (return on invested capital). I ratingen indgår kun de kapitalfonde, som har mindst tre danske porteføljeselskaber.

Flere udenlandske kapitalfonde ejer et enkelt eller to danske porteføljeselskaber, som har præsteret fremragende. Men de indgår altså ikke i den overordnede rating. Bl.a. har kapitalfonden General Atlantic scoret suverænt bedst, men kun baseret på ét enkelt porteføljeselskab, nemlig Joe & The Juice.

Vækst i EBITDA-resultat

Årets overordnede vinder, CVC, henter sine point på tre porteføljeselskaber, nemlig byggematerialekæden Stark, transportvirksomheden Scan Global Logistics og Omada inden for software as a service (saas). To af selskaberne ligger placeret i en top10 gruppe på det målepunkt, der handler om vækst i EBITDA-resultat. Og netop denne præstation er med til at placerer kapitalfonden i første række.

Faktisk scorer virksomheden Omada i toppen af de 100 porteføljeselskaber på vækst i bruttoresultat og fremgang i EBITDA-resultat. Fremgangen er dog tydeligst i bruttoresultatet, men bundlinjen før afskrivninger nærmer sig nu nul. Selskabet startede vækstrejsen hos Dansk Ejerkapital i 2004 og blev senere overtaget af CVC.

Siden er det vokset til et af verdens førende indenfor sit felt. I dag er virksomheden førende indenfor IT-sikkerhedsløsninger til firmaer: Omada leverer services indenfor Identity Management samt Access Governance, der hjælper virksomheder med at beskytte forretningskritiske og personfølsomme data samt sikrer, at lovkrav bliver overholdt. Omada, der de seneste år har øget bruttoresultatet fra 73 mio. kr. i 2021 til det dobbelte sidste år, har hovedkontor i København med over 270 medarbejdere fordelt hen over Europa og Nord Amerika.

Den næstbedst placerede kapitalfond er Nordic Capital med fem danske porteføljeselskaber, der indgår i denne rating. Bedst placerede porteføljeselskab blandt disse er Unisport, men ringest placerede selskab er Lagkagehuset. For Unisport er bruttoresultat de seneste to år øget 63 pct., fra 73 mio. kr. til 119 mio. kr., og driftsoverskuddet er doblet fra 18 mio.kr. til 36 mio. kr. Ledelsen skriver i årsregnskabet, at (frit oversat) ”koncernens aktivitet er handel med fodboldudstyr fra førende sportsmærker og fodboldklubber, hovedsageligt via internettet (e-handel). Selskabet handler fodboldudstyr direkte til slutforbrugerne (B2C) samt til fodboldklubber (B2B). Med hensyn til onlinesalg anvender selskabet en veletableret engroslogistikmodel samt en Asset light Marketplace-model som salgskanal på sin platform.”

Videre hedder det, at ”butikken leverede rekordhøje besøgende og omsætning i 2023. B2B-salgskanalen rettet mod professionelle såvel som amatørfodboldklubber, fodboldskoler samt fodboldforbund har udviklet sig rigtig godt i 2023. Virksomheden måler sin præstation på antallet af fodboldspillere, der er registreret af klubberne på kontrakt (”medlemmer på kontrakt”) samt indtægterne fra produkter i Teamsales-kategorien. Ved udgangen af 2023 er klubber med tæt på 130.000 medlemmer blevet kontraheret, hvilket svarer til en vækst på 31 pct. i forhold til året før. Samarbejdet med DBU’s fodboldskole har været frugtbart, da fodboldskolen har nået et nyt rekordhøjt antal deltagere (26.899) og trænere (3.500). Selskabet sigter mod at opbygge loyalitet og øge antallet af tilbagevendende købere blandt sin kundebase.”

Generel svækkelse af forbrugertilliden

Lagkagehuset har de seneste to år øget bruttoresultatet med ni pct. til 447 mio. kr., men driftsresultatet er faldet tilbage til minus 54 mio. kr. mod nul i 2021. Historien går mere end 30 år tilbage, hvor to bagere begav sig ud på en rejse for at revolutionere brødoplevelsen i Danmark. Ole Kristoffersen og Steen Skallebæk åbnede deres respektive bagerier på Christianshavn, København og Haderslev i Sønderjylland i begyndelsen af 1990’erne. Ole og hans kone Janes første bageri lå i en bygning, der siden sin oprindelse i 1931 blev kendt for sin enkle og funktionelle stil, der lignede en lagkage – og deraf blev navnet Lagkagehuset født.

”Ole og Steen havde begge et klart fokus på kvalitet baseret på principper om smag, kant og rustik bagestil. De blev hurtigt kendt i hvert deres samfund, og i 2008 slog de sig sammen i deres stræben efter at bringe enestående bagerikvalitet til flere samfund. I dag, 30 år senere, har vi taget den oprindelige passion for dansk bageri med ambitionen om at blive det mest elskede bageri. I 2016 åbnede vi vores første internationale bageri i London, og den danske bagerioplevelse fik hurtigt de lokales opmærksomhed – nu driver vi 140 bageributikker fordelt på Danmark, London og New York,” oplyses det i regnskabet.

Om de forretningsmæssige udfordringer oplyses, at ”EBITDA-forbedringer er under ledelsens forventninger for året på grund af det fortsatte omkostningspres i koncernens produktionsomkostninger, da omkostningsstigningen i 2022 i råvarer, produktionslønninger og elektricitet blev videreført ind i 2023 og toppede i løbet af 1. halvår. Ud over den ugunstige udvikling i produktionsomkostningerne er koncernens selskaber blevet negativt påvirket af den generelle markedsinflation et godt stykke over de historiske mål, der har øget den generelle omkostningsbase, herunder huslejebetalinger og betalinger for eksterne ydelser.”

Videre hedder det, at ”i løbet af 2. halvår begyndte råvare- og elomkostningerne at falde, hvilket forventes at give omkostningsreduktioner i løbet af 2024. Lønstigningerne på tværs af virksomheden har været markant højere sammenlignet med året før, primært drevet af 2023-fagforeningsaftalerne på det danske marked, der også vil påvirke 2024 og 2025. Mod slutningen af året påbegyndte vi en generel renovering og modernisering af vores lokationer i Københavns Lufthavn i forbindelse med lufthavnens ombygning af terminalområder. Arbejdet forventes afsluttet i 1. kvartal 2024. Fra et kommercielt synspunkt er den generelle svækkelse af forbrugertilliden fortsat fra 2022, og der er gennemført forskellige marketing- og driftsinitiativer for at reducere påvirkningen af forretningen.”

Ringest placerede kapitalfond

Verdane kommer ind som tredjebedste kapitalfond i år: Kapitalfonden er hjemhørende i London, men har et mindre kontor i Danmark, og fonden indgår i dette års rating med tre danske porteføljeselskaber. Bedst performende porteføljeselskab af de tre er uden sammenligning Danelec Electronics, der på to år har mere end doblet bruttoresultatet til 154 mio. kr. og driftsoverskuddet er løftet 115 pct., fra 38 mio. kr. i 2021 til 82 mio. kr. sidste år.

I regnskabet oplyses, at (frit oversat) ”Danelec er på forkant med digitaliseringen af den maritime industri for at accelerere vejen til netto-nul skibsfart. Med en installeret base på mere end 14.000 skibe er virksomheden en pioner inden for driftsoptimering for sikkerhed, bæredygtighed og ydeevne. Danelec leverer en agnostisk og integreret platform, der gør det muligt for det maritime økosystem at bygge bro mellem de systemer, der tjente vores fortidsbehov, og en løsning, der kan skaleres til at opfylde vores fremtidige behov.”

”Nature to the people”

Ringest placerede kapitalfond med mindst tre danske porteføljeselskaber er i år Erhvervsinvest, der kun scorer nogenlunde hæderligt med et enkelt porteføljeselskab ud af fire. Tre af de fire selskaber har de seneste år leveret svag resultatfremgang. Det drejer sig om selskaberne Bogballe, Design Eyeware med Gasa Group Danmark som et problemselskab. Gasa har de seneste år leveret et vigende bruttoresultat, der er faldet fra 148 mio. kr. til 120 mio. kr. Driftsresultatet er skredet til 16 mio. kr. mod 49 mio. kr. i 2021.

Selskabet oplyser om sig selv, at det ”er en international, kommerciel, værdiskabende udbyder af planter og blomster. Aktiviteterne drives fra hovedkontoret i Odense og via datterselskaber i en række europæiske lande. Selskabets mission er at levere ”Nature to the People”. Selskabet forbinder producenter af planter og blomster med de forbrugere, der værdsætter at have naturen som en del af hverdagen. Selskabets mål er at være en af de førende, europæiske leverandører af planteløsninger med fokus på kundespecifikke løsninger.”

Om det vigende resultat oplyses, at ”forventningen til året i seneste årsrapport var, at selskabet skulle levere et resultat på niveau med 2022. Salget og resultatet er realiseret lavere end forventet som følge af stigende inflation og generel tilbageholdenhed i markedet.” Ledelsen forventer et løft i overskuddet fra 26 mio. kr., sidste år, til mellem 30 og 35 mio. kr. år.

Morten W. Langer

Læs også denne artikel: Nordic Capital vinder på sektor-fokus

Rating af kapitalfonde 01

Rating af kapitalfonde 02

Rating af kapitalfonde 03

 

Sådan kårer vi Danmarks Bedste kapitalfond

Formålet med ratingen er at sammenligne performance i danske kapitalfondsejede porteføljeselskaber over en ejerperiode på to regnskabsår, altså fra 2021 til 2023. Opgørelsen anvendes til at kåre de bedste og ringeste kapitalfonde, ud fra performance i deres danske porteføljeselskaber. Kapitalfondenes udenlandske porteføljeselskaber indgår altså ikke i ratingen.

Kåringen af kapitalfondene, som både omfatter danske og udenlandske kapitalfonde med danske porteføljeselskaber, tager afsæt i fire målepunkter:

1) Udvikling i bruttoresultat,

2) udvikling i EBITDA, uanset om der er sket tilkøb eller andre transaktioner,

3) ændring i antal ansatte og

4) ændring i afkast på den investerede kapital (ROIC), beregnet som resultat før skat i forhold til samlede aktiver. Ratingen tager afsæt i de 100 største porteføljeselskaber med danske CVR-numre, hvor vi opgør de fire parametre. For hvert målepunkt gives fra 1 point (bedste placering) til 100 point (ringeste placering). Vi sammenlægger antal point for alle porteføljeselskaber under de enkelte kapitalfondes ejerskab og dividerer med antal selskaber.

Der for alle virksomheder er taget et gennemsnit for rating med udgangspunkt i tallet for 23 og for 21 I kåringen af Danmarks Bedste Kapitalfonde indgår de kapitalfonde, som har mindst tre danske porteføljeselskaber med i opgørelsen.

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Top100 Finansvirksomhed

Få de vigtigste om bank, realkredit, forsikring, pension
Udkommer hver mandag.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

artikelserie
Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Finans

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

Påskegave

Få to GRATIS analyser af Novo Nordisk & Zealand Pharma 

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Og modtag den seneste udgivelse af Finans – det førende magasin om den danske finanssektor.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank