Den nu krakkede og genoplivede møbelfabrik Tvilum-Scanbirk er de seneste fem år blevet udsultet af den amerikanske kapitalfondsejer. Likviditeten var konstant meget anstrengt, så der var ikke råd til at modernisere produktionen og effektivisere. For de nye ejere er der lys forude.
Meget tyder på, at de nye ejere har alle muligheder for at genskabe det genopståede Tvilum-Scanbirk som en sund, lønsom og fremgangsrig virksomhed. Kollapset skyldes nemlig først og fremmest, at de tidligere ejere groft sagt var ligeglade med virksomheden, og de var derfor ikke interesserede i at deltage i en helt nødvendig restrukturering og finansiel rekonstruktion.
Som det fremgår af regnskabsanalysen på næste side, gik det galt lige fra starten under det nye ejerskab af den amerikanske kapitalfond RCG, der overtog virksomheden for 16 mio. kr. i slutningen af 2013. Pengekassen blev hurtig tømt, og der blev optaget banklån på over 200 mio. kr. hos den amerikanske krakbank, Gordon Finance Capital Corp, som er kendt for at låne penge til nødlidende virksomheder, mod at få tårnhøje renter.
STRAM LIKVIDITET SMERTEDE
Hermed var grunden lagt til en årrække med alt for få investeringer i nye maskiner, og den konstante knaphed på likviditet betød, at Tvilum var tvunget til at købe ind i mindre partier hos leverandører af træ, hvilke både betød højere indkøbspriser og usikkerhed om leveringen.
Den vedvarende finansielle sårbarhed betød, at der kun skulle bittesmå uforudsete bølgeskvulp til for at vælte virksomheden. Og i starten af februar kom der lige netop to af disse bølgeskvulp, som en normal kapitaliseret virksomhed let ville kunne gennemleve, men som altså væltede Tvilum-Scanbirk.
For det første har den sydafrikanske ejer, Steinhoff International, af en af de store franske kunder, møbelkæ- den Conforama, været under rekonstruktion. Det har betydet, at Tvilum-Scanbirk ikke længere kunne belåne sine fakturaer med 90 procent hos Midt Factoring.
Oven i dette kom en ændring af de danske eksportmoms-regler, hvor eksportmomsen tidligere blev afregnet på forkant, men som blev ændret til bagkant, altså
med tab af en måneds likviditet. Samlet manglede 30 mio. kr. i kortsigtet likviditet, som bare ikke var i kassen.
”Det står klart, at virksomheden har været meget sårbar for uforudsete hændelser omkring likviditeten. De to begivenheder væltede læsset, fordi ejerne ikke var parate til at skyde nye penge ind,” siger kurator, advokat Ulrik Holsted-Sandgreen fra Horten.
Han bekræfter billedet i Økonomisk Ugebrevs regnskabsanalyse, som viser, at virksomheden i årevis har væ-ret hårdt presset på likviditeten. ”Det har været vanskeligt at finansiere udvikling af virksomheden, eksempelvis til at købe nye og mere effektive maskiner, og at indkøbe råvarer mere effektivt. Men det er heldigvis noget, de nye ejere kan gøre noget ved. Så jeg tror, at der er gode muligheder for at genskabe en sund og lønsom virksomhed,” siger Ulrik Holsted-Sandgreen.
Faktisk er det lidt af et paradoks, at 2016 blev det første lønsomme år for Tvilum-Scanbirk, efter seks år med underskud i form af negativ likviditet fra driften. Frasalg af en fabrik i Skive, og flytning af noget af produktionen til Polen, betød, at virksomheden var på vej ind i en god gænge. En udvikling som fortsatte i 2017, indtil der altså opstod et stort hul i kassen.
NYE EJERE
I 2016 omsatte virksomheden for 1,3 mia. kr., og EBITDA blev 22 mio. kr. Antal ansatte var faldet til 673, mod 997 ansatte blot fire år tidligere. I 2005 var omsætningen 2,8 mia. kr., og der var dengang 1616 medarbejdere. Koncernen har altså været udsat for en veritabel slankning, hvor en del af øvelsen også har været at skære ulønsomme kunder fra. Blandt andet Ikea røg, efter det oplyste ud på den konto.
Efter at nye ejere er trådt til, er det skåret i medarbejderstaben, som nu er på 504, mod 585 før konkursen. Efter det oplyste har de ansatte accepteret at gå 5 procent ned i timeløn. Efter konkursen meldte der sig flere interesserede købere på banen, og blandt de nye ejere findes den adm. direktør Torben Porsholdt, som har været med fra november. Største nye ejer er Birger Østergaard Christensen, som ejer møbelvirksomheden Viking Trading, der sidste år gav et bruttoresultat på 88 mio. kr. og en bundlinje på knap 13 mio. kr.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.