Danske Bank: Sparebehov trods fremgang

Danske Bank har præsteret en klart stærkere fremgang i tredje kvartal 2016 end sine fem store nordiske rivaler.

Men kvartalstallene illustrerer samtidig bankens svagheder: Afhængigheden af store, volatile handelsindtægter og omkostninger, der stadig ligger højt i forhold til rivalerne.

Selv om Danske Bank klart har skabt mere fremgang i tredje kvartal 2016 end sine store nordiske rivaler, understreger kvartalstallene paradoksalt nok også bankens svagheder, og især behovet for at bringe omkostningerne yderligere ned. Danske Bank har præsteret en fremgang i driftsindtægterne på 18 procent og en stigning i forrentningen af egenkapitalen på 3,4 procentpoint til 12,9 procent (annualiseret). Forbedringen af disse nøgletal er større end i Nordea, Handelsbanken, SEB, Swedbank og DNB, som Danske Bank er i direkte konkurrence med i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Når det gælder netto renteindtægter, er det kun Swedbank, der kan præstere større fremgang. Samtidig har Danske Bank nedbragt sine omkostninger med 1,5 procent – hvilket også er mere, end nogen af rivalerne kan opvise (se skema). Generelt har Danske Bank og Swedbank således præsteret mere fremgang i kvartalet end de øvrige nordiske storbanker. Nordens største bank, Nordea, er presset ganske hårdt på netto renteindtægterne og af tilbagegang på det russiske marked, mens Norges største bank, DNB, opviser det største resultatfald på grund af stigende nedskrivninger på udlån til olierelaterede virksomheder, men også på grund af vigende udlån. DNB er således den eneste af de seks nordiske storbanker, der har haft faldende egenkapitalforrentning, mens fire af dem har forbedret forrentningen med over 2 procentpoint til niveauet 12-16 procent. Danske Bank har med tredjekvartalstallene sandsynligvis også yderligere distanceret sig til de fleste af de mindre aktører (hvoraf de fleste endnu ikke har aflagt kvartalsrapport) på det danske bankmarked, hvor omkostningerne typisk udgør en større del af driftsindtægterne end hos Danske Bank, og i mange tilfælde langt fra er for nedadgående.

Bankens topchef, Thomas Borgen, udtrykker tilfredshed med tredje kvartalsresultaterne, der er nået på trods af ”lave renter, lav vækst og svag efterspørgsel.” Især Corporates & Institutions-forretningen har haft større kundeaktivitet og højere handelsindtægter. Og umiddelbart har banken med kvartalstallene også overopfyldt sit 2018-mål om en forrentning af egenkapitalen på 12,5 procent, og efter det gode tredje kvartal forventer banken nu en stigning i nettoresultatet før nedskrivninger på goodwill i 2016, hvor der tidligere blev forventet et uændret resultat i forhold til 2015.

Derfor giver tallene Thomas Borgen et forklaringsproblem over for medarbejderne og for den offentlighed, der har kritiseret den seneste store spare- og fyrerunde i banken. Banken har her i oktober bedt 8000 ud af 19400 ansatte om at overveje en frivillig fratrædelse. Det er naturligvis stærkt usandsynligt, at banken i ét hug vil af med så mange ansatte. Selve sammensætningen af Danske Banks stærke indtægtsfremgang understreger en strukturel svaghed. Der er de volatile handelsindtægter, der med en fremgang på 167 procent har drevet fremgangen. Kun i SEB udgør de fundamentale netto renteindtægter en mindre andel af de samlede indtægter.

Og trods det meget høje indtægtsniveau i tredje kvartal udgør bankens omkostninger stadig 45,4 procent af indtægterne. Dermed har banken i kvartalet haft en lavere omkostningsprocent end Nordea og SEB. Men omkostningerne ligger stadig forholdsvist højere end hos konkurrenter som Swedbank, Handelsbanken og DNB, hvor de er mellem 39 og 41 procent.

Hvis Danske Bank skal ned på det niveau, skal den skære 5-10 procent af sine samlede årlige omkostninger, der i 2015 var på 23,2 mia. kr. Den milliard kroner, der ifølge bankens strategi skal skæres af omkostningerne frem til 2018, kan ligefrem vise sig at være for lidt, hvis handelsindtægterne igen viger.

læs hele udgivelsen her

Morten A. Sørensen