En lang række af Danmarks største virksomheder skruer i 2023 markant op for deres investeringer – med op til en fordobling. Topledelserne har i et historisk perspektiv for tiden usædvanlig stor selvtillid om deres strategier og til markeder. Baggrunden er, at de danske giganter efter et par supergode år har meget store finansielle ressourcer, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen.
Det store danske erhvervsliv er nu parat til at satse hårdt og dristigt på fremtiden.
Seks af de mest investeringstunge danske virksomheder vil i 2023 øge de samlede investeringer i deres produktionsapparat til 124-132 mia. kr., fra cirka 93 mia. kr. i 2022, svarende til en stigning på ca. 40 pct. Med denne milliardsatsning udtrykker ledelserne i de store danske virksomheder fra vidt forskellige brancher en historisk fremtidstro. For de fleste af dem kommer investeringsboomet efter et par usædvanligt gode år.
Nok så interessant: I flere af virksomhederne er opgangen i investeringerne ikke udtryk for, at de foretager nogle kortsigtede ekstraordinært store investeringer. Investeringernes run rate forventes at blive på det høje niveau i en længere periode, viser selskabernes årsrapporter og de kommentarer, som deres topledelser er kommet med til analytikere og investorer.
Dramatisk løft hos Novo Nordisk
Den største relative stigning står Novo Nordisk for: Her skal investeringer i property, plant and equipment løftes til 24 mia. kr., fra 12,1 mia. kr. i 2022 og 6,3 mia. kr. i 2021. Det betyder et markant niveauskifte for den mest værdifulde danske virksomhed.
Novo Nordisk investerede indtil for få år siden mindre end koncernens af- og nedskrivninger, og koncernen holdt dermed – ud fra en regnskabsmæssig betragtning – ikke sit produktionsapparat ved lige.
Set fra et investorsynspunkt betyder den store satsning også en ændring af Novo Nordisks profil fra at være en solid pengemaskine til i højere grad at blive en vækstvirksomhed, der er klar til at tage flere forretningsmæssige og strategiske risici.
Ifølge koncernchef Lars Fruergaard Jørgensens kommentarer efter årsrapporten afspejler den dramatiske vækst i investeringerne Novo Nordisks ”innovationsbaserede vækststrategi”. Et stigende salg af diabetesmedicin, og nu især medicin mod overvægt, giver nyt momentum. De forøgede investeringer skal især sættes i øget produktionskapacitet for aktive farmaceutiske ingredienser og i mere fill finish-kapacitet for produkter over hele Novo Nordisks terapi-spektrum.
Novo Nordisks topchef understreger, at i de kommende år skal investeringerne holdes på en ”lav tocifret procentandel” af omsætningen, som i 2022 var 176 mia. kr., og som i 2023 kan nå 190-200 mia. kr. Det er en vækstsatsning, understreger han: Investeringerne vil indebære ”potential upsides to forecasts.”
Ørsted og Mærsk satser endnu mere
Ørsted vil i 2023 stadig opretholde positionen som Danmarks mest investeringstunge virksomhed. Topchef Mads Nipper forudser for 2023 investeringer på 50-54 mia. kr., mod bruttoinvesteringer i 2022 på 37,4 mia. kr. Ørsted fortsætter med at udbygge sine store globale investeringer i vindkraft: Store investeringer i vindparker ud for Taiwan, Nordeuropa og det nordøstlige USA samt i onshore vindprojekter i USA og Europa.
A.P. Møller-Mærsks investeringer vil i 2023 og 2024 nærme sig niveauet i Ørsted. Topchef Vincent Clerc forudser i seneste årsrapport, at Mærsk i to-årsperioden 2023-2024 vil investere 10-11 mia. dollar – altså et årligt gennemsnit på 5-5,5 mia. dollar (34-38 mia. kr.), mod 4,2 mia. dollar i 2022 og 3 mia. dollar i 2021. CFO Patrick Jany understregede efter årsrapporten, at investeringerne på 5-5,5 mia. dollar per år er i organisk vækst og altså ikke omfatter eventuelle opkøb.
Med investeringsniveauet i 2023 vil A.P. Møller-Mærsk have nået sin run rate for investeringer i den integrerede vækststrategi (der indebærer investeringer i hele transportkæden med havne og logistikfaciliteter) og i fornyelsen af flåden med nye mere klima-venlige methanol-drevne skibe.
Demonstrativ tillid til fremtiden
Vestas’ topchef Henrik Andersen vil ifølge årsrapporten for 2022 løfte investeringerne i 2023 til omkring 1 mia. euro. I Vestas er der altså også udsigt til et markant niveauskifte: I de foregående år har investeringerne ligget på 600-750 mio. euro om året.
Vindmøllekoncernen, der har kæmpet med at rette op på indtjeningen de seneste år, udviser altså også en demonstrativ tillid til fremtiden. Også Rockwools CEO Jens Birgersson vil – i tillid til prognoserne for de kommende års marked for isoleringsmateriale – løfte investeringerne markant, selvom omsætningen i 2023 ventes at falde med indtil 10 pct.
I Carlsberg skal den nye topchef Jacob Aarup-Andersen styre en opgang i investeringerne på omkring 25 pct., fra 4 mia. kr. i 2022 til 5 mia. kr. i 2023.
Fra kabelvirksomheden NKT med CEO Alexander Kara i spidsen kan der ventes en betydelig opgang i investeringer i de kommende år i takt med, at koncernen får stadigt flere store ordrer.
NKT udstråler tillid til, at virksomheden kan få sin del af de kommende, nye ordrer på kabelforbindelser til offshore vindprojekter og til udbygningen af den elektriske infrastruktur i både Europa og Nordamerika. NKT’s nye investeringer vil muligvis blive finansieret med en kapitaludvidelse på op til 7 mia. kr.
Uden for gruppen af børsnoterede virksomheder har Lego allerede fra 2021 og især 2022 sat investeringerne op på et langt højere niveau end i de foregående år. Alt imens Danfoss ifølge årsrapporten vil fortsætte med et ”højt” investeringsniveau i hvert fald frem til 2025.
Større forskel mellem top og bund
De meget ambitiøse ekspansionsplaner i de største virksomheder vil betyde, at den stigende forskel på de store og stærke virksomheder på den ene side, og de mindre og mellemstore på den anden, sandsynligvis vil blive endnu større i de kommende år.
Planerne betyder også, at den forretningsmæssige risikotagning i flere af de store virksomheder bliver højere. Dels skal det fremtidige salgs- og indtjeningsniveau leve op til forventningerne bag det høje investeringsniveau, og dels skal selve investeringerne føres ud i livet uden alt for mange af de uventede problemer, der næsten altid dukker op i store bygge- og konstruktionsprojekter – og som f.eks. Ørsted har oplevet i de seneste år.
De store danske virksomheder og deres ledelser må i disse år i enestående grad tro på sig selv, deres strategier, deres kompetencer og deres markeder.
Morten A. Sørensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her