Den bedste rundbarbering, en mand kan få

Det sker meget sjældent, at en virksomhed sparker sine kernekunder over skinnebenene. Men det skete sidste weekend, hvor Gillette lancerede en ny reklamefilm med det eksplicit #MeToo-forbundne budskab, at mænd skal tage sig sammen og opføre sig ordentligt. Det førte til den forventelige ballade på sociale medier, og derfra var det lige så forventeligt, at et dansk medie, denne gang Jyllands-Posten beskrev sagen med gengivelse af kommentarer fra Twitter og en dansk feminist som overdommer. Moralske overdommere er en fremmed fugl i nyhedsartikler, og journalisten havde også brugt tiden bedre ved at vende historien med en af sine kolleger på finansredaktionen. Der ligger nemlig en meget interessant tendenshistorie fra erhvervslivet bag. Det handler om virksomheder, der er søgt tilbage til at have et formål, ud over det at tjene penge.

Gillette bliver forhandlet af en af verdens største forbrugsvarevirksomheder, Procter & Gamble (P&G). Den kan forbrugeradfærd på fingrene, den ved udmærket, hvad meningsmålingerne siger om mænds syn på #MeToo, og den foretager ikke sådan et træk ved et tilfælde, eller uden at det er omhyggeligt testet i fokusgrupper. For P&G er barberskrabere, ifølge koncernens årsregnskab, et lille, men højprofitabelt hjørne af forretningen. Men det er også under pres. Selv om Gillette sidder på hele 65 procent af verdensmarkedet, er denne dominans faldende, og P&G har måttet nedskrive værdien af goodwill på brandet.

Så noget må gøres, og når Gillette som pengemaskine alligevel er ved at skrumpe ind, har P&G formentlig tænkt i CSR og ladet Gillette tage en for holdet, når brandet nu alligevel var presset. En feministisk vinkel giver også mening for en virksomhed, der overvejende sælger til kvinder. Også under Gillette-brandet. Skrabere til kvinder sælges under brandet Gillette Venus, og de adskiller sig fra skrabere til mænd ved at være lyserøde.

DR: GLEMTE SUPERSYGEHUSE

Det er ikke kun Jyllands-Postens Gillette-historie, der kunne være løftet ved at inddrage de journalister, der har forstand på økonomi og erhverv. Det gælder også omtalen af regeringens sundhedsreform, herunder nedlukningen af regionerne. Medierne har hæftet sig ved det politiske spil, og som her på DR om regeringens tal for driftsbesparelser er underbygget. Men de store penge ligger et andet sted: Da regionerne blev stiftet, satte man dem til at bygge supersygehuse. Det koster ifølge Ugebrevets oplysninger cirka 60 mia. kroner, men endnu inden de står færdige – i nogle tilfælde er byggeriet dårligt nok begyndt – nedlægger man altså regionerne igen. Sygehusene vil naturligvis stadig kunne bruges, så tabet ved den politiske kovending er langt fra alle 60 mia. kroner. Men det kan godt nærme sig tabet på f.eks. skandalen om udbytteskatterne.

Som en kontrast har man set, hvordan især Børsen har dækket tabet ved den politiske hovsa-beslutning om, at Ørsted alligevel ikke må sælge Radius. Denne sag lander naturligt på erhvervsjournalisternes bord, fordi Ørsted er børsnoteret, og det ikke kun er skatteyderne, men også alle de andre aktionærer, der må undgælde. I parentes bemærket giver forløbet også en del af forklaringen på, at Goldman Sachs under den forrige regering kunne købe aktier i det daværende DONG så billigt: Når man gør sig til forretningspartner med en politisk styret organisation, følger også politisk risiko med.

BERLINGSKE: MEDLØB TIL EN TVIVLSOM POLITIKER

Jan E. Jørgensen har opsagt sit kundeforhold i Danske Bank. Det meddeler han i Berlingske . En enkelt kundes adfærd er naturligvis ikke interessant i sig selv, så det bliver kun til en artikel, fordi Jan E. Jørgensen er et fremtræ-dende medlem af Venstres folketingsgruppe, og jævnligt fremstiller sig selv som en anstændig liberal, i modsætning til f.eks. Inger Støjberg og andre af partiets hardlinere i udlændingepolitikken.

Men i denne sammenhæng kunne der nu godt have fulgt et par kritiske spørgsmål med. Jan E. Jørgensen henviser bl.a. til, at nok har Danske Bank, som den skulle, anmeldt de mystiske transaktioner på Britta Nielsens konti, men den kunne have gjort mere. Det er et meget bekvemt synspunkt for en mand, der som folketingsmedlem i et ledende regeringsparti år efter år har støttet op om satspuljebevillingerne, som alle vidste var betændte og inviterede til misbrug af offentlige midler. Han og Venstre kunne mildt sagt også have gjort mere selv.

Sten Thorup Kristensen