Den fagre nye verden efter shareholder value

”Problemet er, når bestyrelsen sætter en peer group, hvor der indgår nogle selskaber med nogle meget høje lønninger. Der kan man næsten være sikker på, at det skaber en lønglidning. Hvilken bestyrelse ønsker at have en direktør, der ligger i den nederste halvdel i forhold til konkurrenterne?” Sådan sagde ATP’s aktiechef Claus Wiinblad mandag til Børsen, og det må kvalificere til at være ugens citat. For hvorfor skulle en saglig bestyrelse, der ellers er travlt optaget af at minimere omkostninger, dog have noget imod at have en ”billig” direktør?

Hvis Wiinblads observation er korrekt – og kun få i Danmark har hans overblik over, hvordan bestyrelser arbejder – så er det den rygende pistol, der bekræfter den mest forbenede populists værste mistanke: Erhvervslivets top er en indspist kreds, der sidder og bevilger hinanden eksorbitante summer af andre folks penge.

Det giver anledning til en videre refleksion: Når vi i medierne dækker direktørlønningerne, tager vi typisk udgangspunkt i, at erhvervslederne må forstå, at tidsånden peger mod at tage samfundsansvar, herunder for ikke at øge uligheden i samfundet unødigt. Sådan er det også i Børens aktuelle fokus på sagen. Men i dette tilfælde er samfundsansvaret ikke i modsætning til den rent afkastfikserede shareholder value-tankegang, vi kommer fra.

For hvor det kan være godt for aktionærerne at betale den pris, en dygtig direktør nu engang koster – som i tilfældet med Carlsberg og Cees’t Hart – er det naturligvis ikke i aktionærernes interesse at give en tårnhøj løn, blot fordi nabovirksomheden gør det. Et godt bud er, at lønhoppet hænger sammen med det princip for god selskabsledelse, der hylder det uafhængige bestyrelsesmedlem. De store aktionærer, der skulle trække i lønbremsen, fordi det konkret er deres penge, der bliver brugt, sidder ikke længere med ved bordet i bestyrelseslokalet.

BERLINGSKE: MORTEN HÜBBES COURAGE

En af de direktører, der har nydt godt af lønfesten, er Trygs Morten Hübbe. Han har, ifølge Børsen, fået 30,5 procent højere løn i 2018 end i 2016. Men han beviste så i Berlingske mandag, hvad en ægte topchef i den moderne verden er gjort af: Han gik ud med det i vide kredse upopulære synspunkt, at private sundhedsforsikringer, og dermed ulighed i sundhedssystemet, er en uundgåelig udvikling.

Accept af de private sundhedsforsikringer vil naturligvis være godt for Trygs aktionærer, og på den måde er det en klassisk shareholder valueudmelding. Men det er også en udmelding fra samfundsansvarets tidsalder, for det er svært at se andet, end at Hübbe simpelthen har ret: Uanset hvordan man vender og drejer det, har de rige flere penge end de fattige, og hvordan og hvorfor skulle man forhindre dem i at bruge nogle af disse penge på sundhedsmæssige ydelser?

Det følsomme er naturligvis, at de gode, forsikringsbetalte ydelser vil stille de mindre gode, og af til slet og ret for dårlige, skattefinansierede ydelser i et skarpt uønsket lys. Men den samfundsansvarlige forsikringsdirektør siger tingene som de er, og så må politikerne stramme sig an for at få deres del af verden til at fungere.

BØRSEN: ERHVERVSLIVETS ”MINISTERANSVAR”

Apropos politik, så satte Børsen torsdag fokus på den del af aftalen om fremtidens finanstilsyn, der handler om hårdere straffe til bankchefer, der bevidst eller ubevidst giver forkerte oplysninger om f.eks. hvidvask til myndighederne. Bl.a. professor Jesper Rangvid advarer mod det, fordi man på den måde kan komme til at give ganske hårde straffe til folk, som end ikke har været bevidste om, at de gjorde noget ulovligt. Men her må man lade politikerne – i dette tilfælde med erhvervsminister Rasmus Jarlov i spidsen – at det er et princip, de kender fra deres hjemmebane:

Ifølge ministeransvarlighedslovens paragraf 6 kan ministre faktisk få hæftestraf for at give forkerte eller vildledende oplysninger til Folketinget, også selv om de gør det uagtsomt. Denne strafbestemmelse er ganske vist dansk lovs mindst brugte. Ministre bøjer, strækker og fortier sandheden den ene gang efter den anden, uden at der sker noget. Bemeldte Rasmus Jarlov har i sin korte ministertid heller ikke gjort sig selv kendt som verdensmester i præcis og retvisende information til Folketinget.

Her i Økonomisk Ugebrev har vi f.eks. påpeget, at han i et ministersvar gik skævt af, hvad det indebærer at give realkreditkunder mulighed for selv at sælge deres obligationer. Vi vil da glæde os til at se, hvad reaktionen på den slags vil være, når han eller en fremtidig minister samtidig presser på for fængselsstraf til en direktør, der uforsætligt kommer til at sige noget urigtigt.

Sten Thorup Kristensen